Danskerne køber biler som aldrig før
Afgiftspolitikken har spillet fallit
Et sikkert tegn på finansiel krise er normalt et fald i bilsalget. Sådan er det ikke i Danmark i øjeblikket. På trods af krisen køber danskerne biler som aldrig før. Fra januar til september i år er der solgt rekordmange 130.000 nye biler i Danmark, og vi er nu oppe på 400 biler pr. 1.000 dansker.
Af Jens Loft Rasmussen
26. oktober 2012
Problemet er, at den gældende lovgivning begunstiger bilkørsel. Når vi køber bil, betaler vi mindre og mindre i afgift som følge af fritagelse for miljø- og sikkerhedsforbedringer. Den samlede registreringsafgift er faldet fra 24 mia. kr. i 2007 til 14 mia. kr. i år. Samtidig er befordringsfradrag og kørselsgodtgørelserne øget, så skattevæsenet finansierer en stadig større del af mange borgeres biludgifter.
Bilen truer cykling og kollektiv transport
Udviklingen medfører, at flere familier trods krisen køber bil nr. 2, hvilket har en negativ effekt for cyklingen. Og samtidig bliver den kollektive transport udkonkurreret af bilerne.
Den politiske målsætning var den modsatte. Vi skulle have incitament til at handle grønt og sundt. Det står der i regeringsgrundlaget.
Skattebegunstigelser til cyklister
Cyklistforbundet har foreslået særlige skattebegunstigelser til cyklister, som det kendes fra Holland, men det blev afvist af den tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen med henvisning til, at en trængselsring i hovedstadsområdet indirekte ville fremme cyklismen.
Bekymrende udvikling
Vi fik ikke en trængselsring, og udviklingen er meget bekymrende. Der skal stærke virkemidler til, hvis kollektiv transport og cyklisme, som regeringen har bebudet, skal tage størstedelen af trafikvæksten.
Dialog med skatteministeren ønskes
Cyklistforbundet har over for Trængselskommissionen understreget vigtigheden af, at skattelovgivningen understøtter grøn og miljøvenlig transport, og det vil vi også tage spørgsmålet op med den ny skatteminster. Skrækscenariet er, hvad der sker, når vi igen er ude af krisen. Så vil biltrafikken med den nuværende lovgivning gå bananas.
Grøn omstilling nødvendig
Vi kan fuldt ud støtte udsagn fra klimakommissær Connie Hedegaard, som har advaret imod, at vi sidder fast i fortidens traditionelle vækstspor. Der er brug for at tænke i nye, grønne baner, hvilket ikke er det, der sker for øjeblikket på transportområdet.
Dét kan du gøre
- Kom med dine input - følg linket til højre