Cyklisterne har kigget i krystalkuglen. Foto: Shutterstock

Cyklisterne har kigget i krystalkuglen. Foto: Shutterstock

204

12 ting, der skete i 2013

I december 2012 bad vi jer forsøge at forudse, hvad der ville ske i løbet af 2013. Nu er året som bekendt gået, og vi kan fortælle, hvad 13 rigtige for 2013 er. Og så alligevel ikke helt.

Af Line Hviid
13. januar 2014

Ministernavne, ministerord og en cykelkommune

Da 2012 rindede ud gav vi jer muligheden for at tippe 13 rigtige for cykelåret 2013. Året er gået, og svarene ligger lige for. Og så alligevel ikke: Et enkelt af dem kan vi nemlig først få svar på i februar, viser det sig, og så længe vil vi ikke vente med at udløse spændingen. Derfor får I her svaret på, hvad der var 12 rigtige for 2013.

Det første spørgsmål lød, om transport-/cykelministeren stadig ville hedde Henrik Dam Kristensen? Det er ikke tilfældet: Ministeren er i dag en kvinde og hedder Pia Olsen Dyhr. Dernæst skulle I svare på, om Cykelkommunen år 2013 ligger i Jylland? Det gør den – det er nemlig Randers, der er løbet med æren.

Vi ville også gerne vide, om statsministeren brugte ordet 'cykler' mindst én gang i enten Folketingets åbningstale eller i sin egen nytårstale? Dét gjorde hun desværre ikke. Vi ville også gerne vide, om antallet af cykeltyverier, anmeldt til forsikringsselskaberne, ville falde i 2013. Det er et spørgsmål, vi først kan få svaret på lidt senere, så her i første omgang nøjes vi med at krydse fingre for, at svaret bliver ja.

Færre kampagne-pendlere og flere bycykler

I 2012 deltog 86.000 mennesker i Cyklistforbundets landsdækkende kampagne Vi cykler til arbejde. Vi ville gerne vide, om mere end 90.000 cyklister ville deltage i kampagnen i 2013? Det blev desværre ikke tilfældet: ’Kun’ 76.000 cyklister var med.

Københavns Kommune besluttede sig for at fortsætte sin testperiode med de nye bycykler, så dét gav et ja til spørgsmål nummer 6. Til gengæld kan vi sige nej til, hvorvidt Dansk Folkeparti endnu engang foreslog, at cyklisterne ikke måtte høre musik, mens de cykler.

Skuffelser og reklamefilm

Inden for sportens verden bad vi jer gætte på, om der ville være en dansk etape-vinder i 2013-udgaven af Tour de France? Det blev der desværre ikke. En langt mere alvorlig skuffelse er dog, at tendensen med et rekordlavt antal dræbte cyklister i 2012 ikke fortsatte: I 2012 var tallet 22, i 2013 kom det op på 25. 

Vi drømte om, at en dansk eller international virksomhed, der intet har med cykler at gøre, ville bruge cyklen som frontfigur i en ny reklamekampagne. Det skete, da Coca-Cola lavede denne fine, lille reklamefilm: 

 
Højresving, Facebook-venner og cykelstrategier

Københavns Politi – eller mere præcist Vejdirektoratet - har tilladt højresving for rødt i to trafikkryds, så her er endnu en ting, der gik i opfyldelse. Cyklistforbundet rundede også 3.000 venner – og lidt til - på Facebook, og dét er vi selvfølgelig usigeligt glade for.

Til gengæld er vi så tilsvarende skuffede over, at Danmark ved udgangen af 2013 endnu ikke havde en ny national cykelstrategi/handlingsplan som afløser for cykelstrategien fra 2007, men den kommer heldigvis i løbet af foråret.

Vi lovede at trække lod blandt de rigtige svar om tre gavekort á 500 kr. til Cyklistbutikken 1905. Ingen havde 12 rigtige, men to personer kom begge op på 9 fuldtræffere, så vi har sendt et gavekort af sted til dem begge.