Foto: Mikkel Østergaard

103

180 millioner til danske cyklister

Et flertal i Folketinget har netop indgået en aftale, der giver 180 millioner kroner til cykelstier og cykelparkering i kommuner over hele landet.

Af Frits Bredal
12. juni 2014

Kommunerne medfinansierer

Et flertal i Folketinget har netop indgået en aftale, der giver 180 millioner kroner til cykelstier (inklusive Supercykelstier) og cykelparkering i kommuner over hele landet. Aftalen betyder at det samlede beløb bliver mere end dobbelt så højt, da der vil være en kommunal medfinansiering på 60 procent. ”Jeg forventer, at udmøntningen af pengene vil komme inden for et års tid, og at alle pengene vil blive fordelt i ét hug,” siger folketingsmedlem Jeppe Mikkelsen fra Det Radikale Venstre til Cyklistforbundet.

Tilfredshed hos Cyklisforbundet

Cyklistforbundets direktør er glad for nyheden: ”Det er godt med 180 millioner kroner, der skal bruges til gavn for danske cyklister. Og vi er glade for den kommunale medfinansiering. Denne model giver både staten og kommunerne et medansvar og en aktie i udviklingen af cykellandet Danmark”, siger Klaus Bondam. Han understreger samtidig, at der efter anvendelsen af de 180 millioner kroner fortsat vil være hårdt brug for yderligere investeringer, hvis cyklen fortsat skal være en attraktiv mulighed for danskerne. Læs mere om forliget her.