Vinderne af Alle Børn Cykler 2017

Vinderklassen EG fra Rønbækskolen i Hinnerup glæder sig til at få nye cykler. Foto: Lasse Skou Hauschildt

0
0

122.000 børn har cyklet 461.000 dage

Under mottoet ’Seje børn styrer selv’ har over 122.000 børn over hele landet deltaget i Cyklistforbundet og TrygFondens børnemotionskampagne Alle Børn Cykler, der får børn til at cykle mere i hverdagen.

Af Jane Kofod
06. oktober 2017

Det blev elever fra Rønbækskolen i Hinnerup, der vandt hovedpræmien - nye SCO-cykler til alle elever i skolens 0.-2. klasse – i Alle Børn Cykler 2017. Klassen var en af de 5.500 klasser fra hele landet, der har konkurreret om at cykle så mange dage som muligt og dystet om nye cykler til en hel klasse, klassefester og andre præmier.

Cykling er godt for krop og hjerne

Til daglig bruger halvdelen af danske børn cyklen som primær transportform til skole. Men Alle Børn Cykler, der kører to uger i september, får hvert år tusindvis af børn til at cykle mere. Under kampagnen bruger op mod 80% af deltagerne cyklen som primær transportform.

Det er veldokumenteret, at børn, der bevæger sig, får bedre selvværd, bliver sundere og har nemmere ved at lære. Derfor glæder direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, sig over kampagnens flotte resultater:

- Cykling i hverdagen er sundt for kroppen og sætter gang i hjernen. Og jo tidligere, man får skabt gode cykelvaner hos børnene, desto større er chancen for, at de også cykler som unge og voksne, siger han.

Kampagnen får også børnene til at tage cykelhjelm på, når de cykler. Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik bruger 8 ud af 10 børn under 11 år cykelhjelm i bytrafik, mens kun lidt under halvdelen af de 11-15-årige almindeligvis husker cykelhjelmen. Blandt deltagerne i Alle Børn Cykler bruger 93% cykelhjelm på turen til skole og fritid under kampagnen.

Også uden for byerne

900 skoler over hele landet har deltaget i kampagnen, og børn på landet har cyklet lige så meget som børn i byerne. Det er ifølge projektleder i TrygFonden, Christoffer Elbrønd, en vigtig pointe:

- Det er meget positivt. Vi ser i disse år en generel tendens til, at færre cykler uden for de store byer, og det vil vi med kampagnen gerne være med til at ændre, siger Christoffer Elbrønd.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder