Foto: Badesø Festival

0
0

Cyklistforbundet og Badesø Festival inviterer på fælles cykeltur

Badesøen Festival og Cyklistforbundet inviterer lørdag 29. juli på cykeltur fra Københavns Rådhusplads til festivalpladsen i Albertslund

09. juli 2017

Cyklistforbundet og den nye Badesøen Festival i Albertslund inviterer lørdag 29. juli til en festlig dag med cykeltur, badetur og skøn musik.

Med Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam i spidsen cykler vi i fælles flok fra Københavns Rådhusplads kl. 11.30 til festivalens åbning kl. 13 i det skønne Friluftsbad Badesøen.

Albertslund er kendt for sin grønne profil, og Badesøen Festival følger efter med bæredygtig værdipolitik. Så hop på cyklen, sig ja til grøn transport , få en bæredygtig snak med Klaus Bondam og tag venner, familie og badetøj med! Cykelturen er gratis, og alle er velkomne.

Adgang til festivalen kræver billet, som kan købes her

OM RUTEN
Supercykelsti C99 (Albertslundruten) forbinder indre by med Albertslund gennem Frederiksberg, Rødovre og Glostrup Kommune. Ruten, der er 16,9 km lang, har nedtælling signaler, jævn belægning, cykelpumper, fodhvilere og en vandpost ved Damhusdæmningen. Her tager vi en kort pause, hvor medbragte madpakker kan fortæres, vandflasker fyldes, og cyklen pumpes.

OM FESTIVALEN
Den nye Badesøen Festival kombinerer musikfestival og udflugt i og omkring Friluftsbadet Badesøen i Albertslund. Badesøen Festival er kurateret af den eksperimenterende internetradio The Lake og arrangeres i samarbejde med spillestedet Forbrændingen i Albertslund og kulturlaboratoriet Prxjects by Mercedes-Benz.

Den 29. juli kan du - ud over at dase i poolen med venner og familie mens The Savage Rose, Dungen, Skammens Vogn, Peter Broderick sings Arthur Russell og King Ayisoba spiller koncerter - opleve små overraskelser i form af 25 små pop-up-koncerter og gæster i studiet hos The Lake, der live-transmitterer imellem koncerterne.

Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam er vært for et af dagens første indslag, når der kl. 14 spilles Radiobingo på festivalpladsen.

Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke på Badesøen. I stedet byder festivalen på food-trucks med lækker mad og vin kreeret og kurateret af Quartier.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder