Cykelparkering

Foto: Mikkel Hass/Cyklistforbundet

176

Behov for bedre cykelparkering

Der mangler parkering ved togstationer

Af Frits Bredal
29. januar 2014

”Der er mange steder, men nok specielt ved stationer en udbredt mangel på cykelparkeringspladser, ” skriver Cyklistforbundets landsformand Jette Gotsche i et debatindlæg på altinget.dk:

”Der findes parkeringshuse for biler - hvorfor etablerer DSB ikke på tilsvarende måde parkeringshuse for cykler, hvor cyklen kan stå aflåst i tørvejr og med god belysning, når cyklen skal afleveres/afhentes? Resultatet af manglende parkeringspladser er cykler, der står og flyder overalt til gene for ikke bare cyklisterne, men også gående specielt dårligt gående og dem med barnevogn,” skriver Jette Gotsche.

Pendlercykler med potentiale

I debatindlægget på altinget.dk henviser Cyklistforbundets landsformand til, at DSB er en af parterne i by- og pendlercykelprojektet i København og på Frederiksberg. Ideen med by- og pendlercyklen er, at der altid står en cykel klar ved stationen, så man kan fortsætte rejsen på denne cykel, og dermed har man ikke behov for transport og parkering af egen cykel.

Men selvom en by- og pendlercykel ifølge Jette Gotsche har stort potentiale i både hovedstadsområdet og resten af Danmark, er der brug for løsninger her og nu: Cykelparkeringspladser til alle de cyklister, der kombinerer cykel og tog.

”DSB arbejder på nogle punkter på at tilbyde cykelvenlige forhold specielt i hovedstadsområdet, men der er helt klart plads til forbedringer, når man bevæger sig uden for hovedstaden. Cyklen skal være et reelt alternativ til bilen, men med de nuværende tilbud fra DSB er der et godt stykke vej endnu.”

Cyklistforbundet arbejder for flere cykelparkeringspladser i Danmark, bl.a. via arbejdet med den kommende nationale cykelstrategi.

Hele Jette Gotsches debatindlæg kan læses på altinget.dk (kræver brugerlogin)