Foto: Mikkel Østergaard

0
0

Børn leger sig cykelsikre i maj

Næsten 6.000 små cyklister skal ud at køre zigzag, forcere bump og fange sæbebobler, når Cyklistforbundets legekampagne "Vi kan cykle!" kører i børnehaver over hele landet. Kampagnen er støttet af Østifterne og finder sted for femte år træk.

Af Cyklistforbundet
25. april 2017

I maj måned leger 161 børnehaver i 43 kommuner cykelleg, når Cyklistforbundet og Østifterne for femte år i træk afvikler børnehavekampagnen ”Vi Kan Cykle!”. Med kampagnen får pædagoger inspiration og viden til at lege cykelkunnen og cykelkultur ind i børns liv.

I år er hele 6.000 små cyklister med i kampagnen, og det er den hidtil største antal deltagere. Det er tydeligt, at det tydeligt, at institutionerne for alvor har taget kampagnen og cykelleg til sig:

"Det er skønt at se, at så mange institutioner på tværs af landet bakker op om cykellegekampagnen. Børnene lærer at arbejde sammen, og legen styrker dermed også børnenes sociale kompetencer", siger projektleder i Cyklistforbundet, Mai-Britt Kristensen.

Alle tilmeldte institutioner får en taske, der blandt andet er fyldt med legeredskaber, bogen 20 cykellege, en plakat samt opgavehæfter og diplomer til børnene.

Børn bliver cykelsikre med cykelleg

Cykelleg styrker også barnets motorik, og børn bliver mærkbart bedre til at cykle efter få timers cykelleg. De kan starte og bremse, tage en hånd af styret og dreje uden for meget slinger osv.

Det er manøvrer, som skal være på plads, for at barnet kan have overskud til at huske på færdselsregler, aflæse andre trafikanter m.m., når det senere skal ud og øve sig i trafikken.

Direktør i Østifterne, Lars Suhr Olsen, siger:

"Vi er utrolig glade for at være med til at udbrede cykellegekonceptet. Vi er optaget af sikkerhed og at forebygge uheld, og det hjælper cykelleg i dén grad til. Så det er med stor tilfredshed, at vi for femte år i træk kan se ”Vi kan cykle!” kampagnen vokse og brede sig endnu længere ud over landet".

Cykelleg styrker børnecykelkulturen

Cykelleg, der kan bruges af børn helt ned til 2-års alderen, giver om noget cykelglæde. Og selvom målet for pædagogerne ikke er at lære børnene at cykle, er cykelkunnen og cykelkultur vigtige kodeord, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam:

"Cykelkulturen og særligt børnecykelkulturen er under pres i Danmark i disse år. Jo tidligere børn lærer at cykle, desto mere sikre cyklister bliver de. At kunne cykle vil komme børn til gode resten af livet, og derfor er det så vigtigt, at cyklen bliver en del af børns liv så tidligt som muligt".

 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder