Foto: Tine Harden

0
0

Christopher blev 23 år

Verden gik i stå, da Rikke Lyses søn blev dræbt af en højresvingende lastbil. CYKLISTER har talt med hende om chokket, sorgen og vreden efter tragedien – og om hvorfor, hun insisterer på at trodse smerten og fortælle andre om ulykken.

Af Morten Bracker Rasmussen
05. januar 2017

De slog til med det samme, lejligheden blev udbudt, og de glædede sig sådan til at flytte sammen her midt i byen og alligevel lige til vandet, siger Rikke Lyse, mens hun skygger for solen med hænderne og kigger ind i opgangen.

Her på Marmorvej boede Rikke Lyses søn Christopher med sin franske kæreste Adele. De havde været sammen i knap tre år, da de flyttede ind. Men de nåede kun at bo i lejligheden i to måneder.

En formiddag for et år siden blev Christopher kørt ned på cykel og dræbt af en højresvingende lastbil blot nogle få gader fra lejligheden. Og nu står vi her – en mor, en journalist og en fotograf – i Københavns Nordhavn.

Et helt nyt kvarter, endnu præget af nybyggeri, kraner og tung trafik. Det er her, Rikke Lyse vil fortælle sin historie, og hun vil gerne have, at vi går den rute, Christopher tog, den dag ulykken skete.

Forstenede betjente

Christopher havde fået arbejde på en café inde i centrum. Men han ejede hverken bil eller cykel, så han tog altid en af kommunens bycykler på arbejde, fortæller Rikke Lyse.

"De holder parkeret ovre på Dampfærgevej, så omkring klokken halv elleve om formiddagen gik han sin faste rute hen over parkeringspladsen ved Gittervej og forbi Oslofærgen. Han var i god tid, har Adele fortalt, så der var ingen stress".

Vi går samme vej. På Marmorvej er støjen fra lastbiler for høj til, at vi kan tale sammen. Først, da vi når ned bag Oslofærgen, får vi igen ørenlyd, og Rikke Lyse fortæller om den dag, politiet kom ud på hendes arbejde i Ørestaden.

"Jeg var på vej tilbage fra frokost. Vores receptionist kom gående mod mig. Hun græd, og jeg tænkte, at der måske var sket noget med en af kollegerne. Da hun sagde, at politiet stod nede i receptionen og ville tale med mig, tænkte jeg, at der måske var sket noget med mine forældre".

Rikke Lyse går med hårde, hurtige skridt og blikket stift ud i luften. Hun har gået ruten adskillige gange før i en fortvivlet higen efter at forstå.

"De to betjente så helt forstenede ud i ansigtet", fortsætter hun: "De spurgte om mit navn, og om jeg var mor til Christopher Lauf Lyse. Og så brød min verden sammen".

"Da de fortalte mig, at min søn var afgået ved døden i en trafikulykke, løb jeg skrigende ned ad gangen. Rasende. Konfus. Jeg var overbevist om, at de løj. Jeg løb hen til en kollega og bad hende bekræfte, at min søn ikke var død, og da hun kiggede på mig med bedrøvede og blanke øjne, gik det op for mig – min søn var død. Et øjeblik efter sad jeg i politibilen på vej mod Traumecenteret på Rigshospitalet".

Hun standser. Kigger ned og trækker vejret dybt. Vi tager en kort pause med diktafonen, inden hun igen insisterer på at fortsætte. De havde kæmpet for hans liv, fortalte de. Lægerne havde opereret i en time, selv om han var død på stedet. De havde gjort alt for at redde en ung mands liv … men det lykkedes ikke, siger hun.

"Jeg var bange for at gå ind til ham, for jeg vidste jo, han var død. Men jeg var nødt til det. Jeg var nødt til at se ham en sidste gang. Da jeg kyssede ham på panden, var den stadig varm, men et kvarter senere var han kold".

Alt går i stå

Ved bycykelparkeringen på Dampfærgevej standser vi igen. Rikke fortæller, at hun har været hernede og sparke arrigt til cyklerne.

"At skulle fortælle Christophers to søstre, at deres bror var død, var simpelthen så forfærdeligt. Alle omkring sådan en ulykke bliver fuldstændig lammede, og for alle, der elskede ham, bliver verden aldrig den samme igen. Alting går i stå, og det virker fuldstændig meningsløst. Han var så ung og glad og så fuld af begejstring og lyst til livet. Og så med ét er det hele slut".

Hun tørrer tårerne væk og ryster på hovedet: "På grund af en lastbilchauffør, der ikke ulejligede sig med at se sig ordentligt for!"

Vi forlader bycyklerne og går de knap hundrede meter op mod krydset ved Kalkbrænderivej og standser til højre for cykelstien, hvor Christopher skulle lige ud.

"Det var, hvad han nåede at cykle … hundrede meter". Rikke peger ud mod et kloakdæksel nogle meter inde i krydset. "Cyklen lå inde under lastbilen, men han lå lige der … foran … nærmest i natostilling".

Der gik en uge, før Rikke tog sig mod til at besøge ulykkesstedet, fortæller hun: "Jeg kører forbi Nordhavn Station med toget hver eneste morgen på vej til arbejde. Det er underligt, men jeg kan altid mærke lige præcis, når vi er her. Der er noget med det her sted, som vil sidde i mig resten af livet".

Kærlige hilsner

Mens ordene tager endnu en pause, får Rikke øje på et kort gemt inde mellem to stålgitre bag os. Det er et foto af Christopher med en hilsen bag på. Et levn fra dengang, der blev lagt blomster. Hun forsøger at grave det fri, men må opgive. Vi bliver enige om, at det nok er meningen, det skal blive her, og hun nikker i stedet over mod byggepladsen på det modsatte hjørne.

"Dengang var der kun en enkelt etage færdig, nu er der fem. Det er noget, jeg tit ser på. Det er et bevis på, at verden går videre. Ikke i mig, der har tiden stået stille lige siden … men omkring mig", siger hun med en
let tøven og fortsætter:

"Måske er det så svært at lade tiden få lov at gå, fordi det også er at lade ulykken og dermed mindet flyde bort. Jeg har brug for at mindes. Mindet er smerte, men det er også en del af mig, af livet. Christopher er væk fysisk, men han vil alligevel altid være her i os, og sådan skal det være".

Hvorfor er de lastbiler her

Frosten kalder på bevægelse, og efter et par dybe vejrtrækninger lægger vi ulykkesstedet bag os og sætter kurs ned langs Kalkbrænderivej mod stationen.

"Jeg er så harm over, at der ikke bliver gjort nok for at undgå den her slags ulykker", råber Rikke for at overdøve de mange tunge lastbiler, der kører forbi i begge retninger.

"Jeg forstår simpelthen ikke, at vi bliver ved med at tillade, at så tung og farlig trafik kører side om side med fodgængere og cyklister. Det er som om, den gamle floskel med, at der skal lig på bordet, ikke engang tæller her. Hvor mange lig skal der til? Der er nogle politikere, der skal tage det her alvorligt og få skabt løsninger, der faktisk gør en forskel".

Rikke har sat et oprørt tempo og standser først op, da vi passerer under togbanen og finder stilhed på Østbanegade, hvor vores snak også ender.

"Smerten er noget, jeg har i mig døgnet rundt og resten af livet", slutter hun: "Det er, som om smerten lammer mig, så jeg trækker mig fra alting. Men så kommer vreden og tager over, og den gør mig i stand til at handle. Og jeg har brug for gøre noget – at hjælpe – så andre ikke skal opleve den samme ubeskrivelige sorg. Det er så brutalt det her er, og det er samtidig så meningsløst, fordi det rent faktisk kan undgås. Det er et spørgsmål om prioritering, om handling. Vil man gøre noget for alvor?"

----------------------------------------------------------------------------------------

Et år efter

"Jeg har mistet min søn Christopher Lauf Lyse. Han var på vej til arbejde på cykel, da en lastbil svingede til højre, og chaufføren overså ham. Det kan slet ikke beskrives, hvor slemt det er", skrev Rikke Lyse til Cyklistforbundet i februar 2016.

Ulykken skete 5. januar 2016. Knap et år efter mødes magasinet CYKLISTER med Rikke Lyse foran huset, hvor hendes søn boede. Sammen går vi den rute, han altid cyklede. Rikke Lyse fortæller sin historie for at gøre en forskel for andre.

 

----------------------------------------------------------------------------------------

Retsligt efterspil: Den 12. december 2016 blev lastbilchaufføren, der kørte Christopher ned, kendt skyldig i uagtsomt manddrab af Københavns Byret. Chaufføren blev idømt 20 dagbøder af 250 kr. samt en betinget frakendelse af kørekortet med en prøvetid på tre år.

Læs mere

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder