Der var stor glæde, da Zoologisk Have fik overrakt Cykelpendlerprisen 2017. Foto: Jane Kofod

0
0

Zoo har vundet Cykelpendlerprisen 2017

Zoologisk Have er hovedstadsregionens bedste cykelarbejdsplads. Fredag den 23. juni fik Zoo overrakt Cykelpendlerprisen 2017 af Cyklistforbundet og Supercykelstierne.

Af Jane Kofod
23. juni 2017

”Vi har egen indgang, cykelparkering under tag, gode bade- og omklædningsforhold lige ved siden af, et godt cykelværksted til småreparationer, luftkompressor og el-cykler, som man kan låne for at se, om det skulle være noget for en.”

Sådan lød begrundelsen fra Bettina Jørgensen, da hun nominerede sin arbejdsplads Zoologisk Have i København, til Cykelpendlerprisen 2017.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, siger:

- Det er dejligt at se, når virksomheder tilbyde gode cykelforhold og gør det let og attraktivt for medarbejderne at tage cyklen frem for bilen til arbejde. At cykle hver dag gør en stor forskel for den enkeltes livskvalitet og sundhed, og det giver bedre bymiljø og mindre trængsel. Det giver mening for alle at få flere op på cyklen, siger Klaus Bondam.

Certificering som Cykelvenlig Arbejdsplads

Cykelpendlerprisen går til en virksomhed i hovedstadsregionen, der ikke bare deltog i Cyklistforbundet og brancheorganisationen for vejgodstransport ITD’s maj-kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE, men som også ifølge egne medarbejdere gør en indsats resten af året for at motivere medarbejderne til at cykle til arbejde.

Medarbejdere på 40 virksomheder valgte at indstille deres arbejdsplads, ti virksomheder gik videre til finalen, og Zoo løb med prisen.

Over 37.000 mennesker fra virksomheder i hovedstadsregionen deltog i den landsdækkende kampagne. Fra ZOO deltog de fire hold Racerslangerne, Zooklisterne, Zoolskinsholdet og Cykelgummibanden, og de i alt 64 deltagere cyklede 14.090 km.

Med Cyklistforbundet og Supercykelstiernes Cykelpendlerprisen 2017 følger en certificering som Cykelvenlig Arbejdsplads og en fælles arbejdspladscykel model Kildemoes Urban Squire.

Nemt at cykelpendle med supercykelstier

Cyklistforbundet og Supercykelstierne har lanceret Cykelpendlerprisen for at fejre maj måneds åbning af fem nye ruter på Danmarks første regionale net af supercykelstier.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, siger:

- Supercykelstierne giver hovedstadsregionens pendlere nye muligheder for at vælge cyklen til, og de gør det endnu mere oplagt for virksomheder at bakke op medarbejdernes daglige cykeltur. For cykling i hverdagen er ikke bare godt for den enkelte. Det er også godt for virksomhedens bundlinje, fordi fysisk aktive mennesker har færre sygedage end inaktive, siger Klaus Bondam.

Zoo - en klar vinder ifølge juryen

Vinderen af Cykelpendlerprisen er udvalgt af en jury bestående af Carina Christensen, direktør i ITD – brancheorganisation for vejgodstransport, Jens Mandrup, formand for miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden og Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Carina Christensen, direktør i ITD – brancheorganisation for vejgodstransport, siger:

- Vi er som hovedsponsor for VI CYKLER TIL ARBEJDE glade for de mange positive cykeltiltag, som foregår på virksomhederne. Det glæder os, at så mange gør en ekstra indsats for at få medarbejdere og kollegaer op på cyklen. I dansk vejgodstransport arbejder vi for et godt og konstruktivt samspil mellem cykler og lastbiler. Vi er optaget af, at alle får gode muligheder for at færdes sikkert i trafikken samt at finde gode løsninger på trængselsproblematikken i byerne. Når flere cykler til arbejde, giver det mindre motortrafik i byområderne, og det bliver nemmere for lastbilerne at køre ind og ud af byerne med varer. På den måde glider trafikken bedre for alle trafikanter, siger administrerende direktør i ITD, Carina Christensen.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder