Ny håndbog fortæller, hvad du kan forvente af en ordentlig cykelsti. Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard
Ny håndbog skal skabe dialog mellem cyklister og kommuner
'Håndbog i cykelstiinspektion - vejen til en bedre cykeloplevelse' er netop blevet udsendt til bl.a. landets kommuner. Formålet er at bidrage til en konstruktiv dialog mellem kommunernes tekniske forvaltninger og ganske almindelige cyklister.
Af Frits Bredal
25. februar 2013
Bedre underlag for danske cyklister
Med 'Håndbog i cykelstiinspektion – vejen til en bedre cykeloplevelse' er der grundlag for et godt underlag for danske cyklister: Bogen er især henvendt til kommuner, men indeholder også konkrete eksempler på, hvad man med rimelighed kan forlange af sin kommune.
Det er Cyklistforbundet, der står bag den nye udgivelse.
”I Cyklistforbundet ved vi ikke alt om cykelstier og cykelfaciliteter, men vi ved alt om cyklister. Og vi ved alt om hvilke faciliteter, cyklisterne har brug for," siger Jens Loft Rasmussen, direktør i Cyklistforbundet.
Bliv inspireret og inspicer din cykelsti
En 'cykelstiinspektion' gennemføres i samarbejde mellem cykelstiinspektøren og kommunernes vejforvaltning – den primære målgruppe for håndbogen.
”Men selvom håndbogen ikke ligefrem er en spændingsroman, kan den godt fungere som inspiration for alle dem, der bruger cykelstierne. Her kan man få viden og konkrete eksempler på, hvad man med rimelighed kan forlange af sin kommune," siger Jens Loft Rasmussen.
Dialog mellem cyklister og teknisk forvaltning
Håndbogen er netop blevet udsendt til alle Cyklistforbundets afdelinger og til alle landets kommuner. Formålet er bl.a. at bidrage til en konstruktiv dialog mellem kommunernes tekniske forvaltninger og ganske almindelige cyklister:
”Med sit ret tekniske indhold kan bogen sikre bedre forhold for tusindvis af cyklister, der ikke er interesseret i teknik, men i en masse gode cykeloplevelser,” siger Cyklistforbundets direktør.
'Håndbog i cykelstiinspektion' er skrevet af Pablo Celis, en af Danmarks mest erfarne cykelplanlæggere.