Tammi Øst og Jens Jørn Spottag

Tammi Øst og Jens Jørn Spottag (Foto: Marie Hald)

0

Cyklende skuespillerpar: Tammi Øst og Jens Jørn Spottag er glade elcyklister

Mød skuespillerparret der har købt et husstandsmedlemskab i Cyklistforbundet.

Af Jørgen Schlosser
12. september 2019

Hvem er I? 

Vi er begge skuespillere og bor i København. Vi har bil, som vi mest bruger til og fra sommerhuset, så i byen kører vi nærmest altid på cykel. Tammi har to elcykler, en på landet og en i byen. Jens har en Brompton, en Short John og en elcykel. Tammi har også en Brompton, som hun er ved at sælge, fordi hun ikke bruger den nok, men synes det er en fantastisk cykel. Vi har købt vores Bromptons i Cyklistforbundets butik, 1905.

 

Hvordan bruger I cyklen i jeres liv? 

Vi bruger cyklen som det primære transportmiddel, dels fordi det er hurtigere at bruge cykel i byen og dels for motion. Det er en frihedsfølelse at cykle fra sted til sted og nemt at parkere og nemt at komme videre i den indimellem tunge trafik i København. 

 

Fortsæt sætningen:

Cyklistforbundet skal... 

Cyklistforbundet skal til stadighed arbejde for forbedrede cykelstier og sikkerhed for cyklister, særligt i de store byer. Derudover bruge jeres indflydelse til at påvirke politikere til at forstå cyklismens indlysende fordele i en storby. Et håb kunne være en betalingsring i Indre By, så privatbilismen i nogen grad kunne begrænses. 

 

Der er mange forskellige nye køretøjer i byen og på cykelstien ud over cykler fx: elløbehjul, speed pedelecs, el-skateboard, elcykler og ladcykler.

Hvad er jeres mening om det? 

Vi har selv elcykler, og der må man begrænse sin lyst til hastværk. Det samme må gælde alle andre nye transportmidler. Det er en opdragelse på linje med at få et kørekort til bil. Nogle gange virker det som om, cyklister ikke forstår trafik; myldretrafik, vigepligt, hensyn, overhalingsregler og at køre efter forholdene. Der synes vi allerede, at Cyklistforbundet blander sig fornuftigt i debatten, og det er jo bare at blive ved med at fremme en god kultur på cykelstierne i København. Men den stress, der er i byerne, er jo også på grund af biler, så en langsigtet begrænsning af den ville være ideel, men det er tilsyneladende svært at debattere, selvom det klimamæssigt sandsynligvis bliver påkrævet en skønne dag - nok i nær fremtid.

 

Dette er en artikel fra magasinet CYKLISTER #4 2019