Foto: Mols-Linien

77

Cykler med færgen: Hvorfor skal det være så dyrt?

Vi praler gerne med, at vi er verdens bedste cykelland. Men der er god plads til forbedringer. CYKLISTER undersøger i dette nummer, hvor dyrt det er at få et par cykler med Mols-Linien.

Af Lotte Malene Ruby
31. marts 2015

Lad os lege, at vi er et ægtepar sidst i 40erne: Helle og Peter, som bor Aarhus. Deres bedste venner hedder Pernille og Bent – og i år er et særligt år for de fire venner. For hos Helle og Peter er yngste søn rejst på efterskole, og for første gang i 20 år ser vennerne frem til et forår uden børn. Det skal naturligvis fejres med en cykeltur!

Først i 90erne havde vennerne et par fantastiske somre i Helles mosters sommerhus i Rørvig. Så de beslutter at gentage succesen i mindre målestok og nyde bededagene på cykel i det smukke Odsherred. Hverken moster eller hus eksisterer mere, men vennerne booker to overnatninger på et hyggeligt hotel i Rørvig. Og næste skridt er transporten!

Den giver også næsten sig selv, for Mols-Linien sejler jo lige nede fra havnen af, og der er absolut overskuelig cykelafstand i begge ender af sejlturen.

Ikke et ord om cykler

Peter, som er vennegruppens tilbudsjæger, påtager sig at bestille billetter. Midt i februar sætter han sig til computeren, for han ved, at det er afgørende at bestille i god tid. Mols-Liniens hjemmeside falder da også umiddelbart godt i Peters smag. »Book tidligt og spar!«, står der med fede bogstaver, og knappen videre til lavpriskalenderen er gul som solen.

Peter taster hurtigt de relevante datoer ind i søgefelterne og trykker på den gule knap. Han finder nogle gode afgangstider – og lyser op i et stort smil, da han ser den samlede pris: 498 kr. t/r.

Peter skal lige til at bestille, men så husker han det: De skal jo ikke have bilen med. De er jo på cykel!

Cykel, cykel, cykel … Peter klikker frem og tilbage på hjemmesiden. Han finder priser for både delebørn, mobile homes og grupperejser, men ikke noget om cykler. Han skriver ordet ”cykel” i søgefeltet – og finder et link til prislisten. Gående passagerer er den allernederste kategori efter bilister, trailere, motorcykler og campingvogne. Og der er oplysningen faktisk! Med meget små, lysegrå bogstaver står der, at cykler og knallerter kan medtages gratis af gående passagerer.

Det må da være en fejl!

Peter er tilbage på sporet. Glad og helt overbevist om, at han er ved at gøre årets kup. 498 kr. t/r for en bil med op til ni passagerer mellem Hovedlandet og Sjælland – det er en glimrende pris. Så må billetter til fire gående vel være tæt på gratis, tænker han og får hurtigt rettet sin søgning i lavpriskalenderen til.

Bare der nu er flere billetter, tænker Peter, mens priserne for gående passagerer toner frem på skærmen. Hov! Der må være en fejl. Peter tjekker, at han ikke har tastet forkert. For det kan da ikke passe, at fire gående passagerer er dyrere end fire passagerer i bil? Og ikke bare lidt dyrere. Det er mere end dobbelt så dyrt.

Men hjemmesiden insisterer på, at lavprisbilletter t/r til fire gående passagerer koster 1.192 kr. Faktisk vil det være billigere, hvis Helle, Peter, Bent og Pernille kører ombord på færgen i to biler, end hvis de cykler ombord. Og cyklerne kan de jo bare hænge bag på bilerne, siger Peter til Helle.

Det store dilemma

Det, synes Helle alligevel, er for galt! Hun griber sin telefon og ringer til Mols-Linien. Hun kommer hurtigt igennem til kundeservice, hvor en yderst venlig medarbejder bekræfter, at bilister kommer betydeligt billigere over Kattegat end cyklister og gående. For – som hun forklarer i et høfligt beklagende tonefald: »Det er jo fordi, vi satser på vores kørende kunder«.

Til gengæld er der gode parkeringsmuligheder ved færgelejerne – og gratis parkering ved hotellet. Helle og Peter kigger på hinanden. Skal de holde fast i planen om en cykelferie? Eller skal de alle fire hoppe ind i Bents Volvo, spare 700 kr. – og få råd til en bedre bededagsfrokost?

Mols-Linien svarer på kritikken

Mikkel Hybel, marketingschef hos Mols- Linien, udtaler til  CYKLISTER:

»Mols-Linien vil være den bedste rejsevej for alle, uanset om man rejser på cykel, i bil eller på anden vis.

I bil kan man komme med på udvalgte afgange for helt ned til 249 kr., hvis man booker i god tid. Til sammenligning kan en cyklist få en billet for 149 kr. til enhver afgang. Og børn kan sejle med til halv pris eller gratis. 

De her cyklistpriser bliver man tilbudt helt frem til dagen før afgang. Så lavprisbilletterne for cyklister er faktisk billigere end lavprisbilletterne til biler – og lettere tilgængelige.

Det er rigtigt, at gående passagerer gratis kan tage cyklen med hurtigfærgen. Vi skriver det i vores prisliste. Men jeres  spørgsmål får os til at overveje, om det skal stå lidt flere steder.

I forhold til at styrke cykelturismen i Danmark vil vi først og fremmest gerne gøre rejsen til en god ople-velse. Vores færger tilbyder komfort, god mad til små priser og en fantastisk kystudsigt. Med op til 24 daglige afgange over Kattegat håber vi også at kunne spille positivt ind i beslutningen om at tage på cykelferie på tværs af landet«.

PS. Mols-Linien venter i 2015 et overskud efter skat på 25-35 mio. kr.

Det gør Cyklistforbundet:

  • Gennem foreningen Dansk Cykelturisme lobbyer vi for at sikre cykelturister i Danmark de bedst mulige forhold. Bl.a. via løbende dialog med færgeselskaber, togselskaber, overnatningssteder osv. 
  • Vi lobbyer politisk for bedre samspil mellem cyklen og andre transportmidler – både landsdækkende og via lokale politikere.
  • Vi sætter de dyre billetpriser for færgerejsende cyklister på dagsordenen i medierne.