Foto: Shutterstock.com

0
0

Når cyklismen vågner

Det er en kamp at cykle i Berlin. Byens cyklister drømmer om sikre cykelstier som dem i København og Amsterdam. Over 100.000 berlinere har skrevet under på et referendum, der er godt på vej til at tvinge politikerne til at gøre byen sikker at cykle i.

Af Bertus Bouwman
18. maj 2017

Losers! I er alle sammen losers! Med den midterste finger vifter en mand i en læderjakke vredt efter de forbipasserende cyklister på Kurfürstendamm. Hans hyrdehund kigger den anden vej. De cyklister, der ser den oprevne mand stå på fortovet, griner spottende ad ham.

Sidste fredag hver måned trækker protestbevægelsen Critical Mass gennem byen for at vise cyklisternes magt. Det har de gjort siden 1997. En regnfuld vinterdag er de bare en håndfuld mennesker, men på en lun aften som denne møder over 3.000 mennesker op.

Aktivisterne mødes i ”cykelhelvedet Kreuzberg” og kører en tur på 40 km gennem den tyske hovedstad. I aften forsøger en enkelt rasende bilist at tvinge sig vej gennem mængden. Men de fleste tilskuere klapper, vinker eller filmer. Blandt cyklisterne selv er stemningen opstemt; mange snupper en øl undervejs. Afslappede rebeller med et smil.

100.000 underskrifter

"Cyklister i Berlin har god grund til at beklage sig", mener Heinrich Strößenreuther. Han er fast deltager i protestbevægelsens fredagsture. Men for et par år siden syntes han, at der skulle mere til – så nu er han også hovedmanden bag et referendum, der forsøger at tvinge bystyret til at gøre mere for cyklisterne.

Sammenlignet med byer som Amsterdam og København investerer Berlin meget lidt i infrastruktur for cyklister, siger Heinrich Strößenreuther. Volksentscheid Fahrrad hedder referendummet. Det indeholder et lovforslag med ti krav, der skal gøre Berlin til en bedre by at cykle i. Underskriverne kræver 350 km gader, hvor cyklister har forret. De vil forsyne alle hovedgader med striber, så der opstår en to meter bred cykelsti. De vil forbedre farlige kryds og gøre det nemmere at klage over skæve fliser og generende trærødder.

På ønskelisten er også 100 km supercykelstier, grønne bølger for cyklister og plads til at parkere 200.000 cykler ved stationerne. Og sidst men ikke mindst kræver Volksentscheid Fahrrad, at der oprettes en central cykelkommission med ansvar for at gennemføre kravene og fremme cykling i hele Berlin. 107.763 berlinere har underskrevet referendummet, som bystyret fik overrakt i juni 2016. et er fem gange flere end de 20.000, der var brug for. Volksentscheid Fahrrad er det mest succesfulde referendum nogensinde.

En bindende lovændring

”Den cyklende rebel i jakkesæt” har avisen Die Zeit kaldt Heinrich Strößenreuther. I lederstillinger hos Greenpeace og Deutsche Bahn har Strößenreuther også tidligere arbejdet med at bane vejen for mere miljøvenlig transport. Men med referendummet har han fundet en gennemslagskraftig måde at komme igennem med sine ideer.

"Cykeltrafik stimulerer reduktion af CO2 på langt den mest effektive måde", konstaterer han. De tyske myndigheder har meldt ud, at aktivisternes forslag strider mod tysk lov. Alligevel tegner det til, at aktivisterne – med visse kompromiser – får deres cykelby.

I december fik Berlin nemlig et nyt bystyre, som prioriteter bæredygtig transport højt, og de ledende partier arbejder på en ny, ambitiøs cykellov.

Med de 100.000 underskrifter i ryggen sidder Strößenreuthers folk med om bordet. Og bryder forhandlingerne mod forventning sammen, går aktivisterne videre med deres referendum: Hvis de retter deres krav ind efter tysk lov og samler 170.000 underskrifter, kan de tvinge politikerne til at lade berlinerne stemme om cykelpolitikken ved et kommende forbundsdagsvalg. Lovændringen vil være bindende, hvis en fjerdedel af vælgerne møder op, og flertallet stemmer for.

Audi sat på plads

På en cykeltur med Heinrich Strößenreuther passerer vi en rundkørsel i parken Tiergarten. Det er myldretid, og masser af cyklister haster af sted på arbejde. Der bliver flere og flere af dem, konstaterer aktivisten med et bredt smil.

"Hvor jeg førhen mest så fanatiske cyklister i komplet cykelløbsudstyr, møder jeg nu langt flere mennesker i fritidstøj eller tilmed i jakkesæt", fortæller han og understreger, hvor presserende det er at gøre Berlin sikker at færdes i for det voksende antal cyklister.

I første halvdel af 2016 blev elleve cyklister dræbt i Berlin, lige så mange som i hele 2015. Ifølge Heinrich Strößenreuther bliver cyklisterne ofte ramt af højresvingende bilister, som ikke kigger sig tilbage over skulderen.

Efter de smukke gader i byparken viser han mig det travle bycentrum, hvor meget er galt ifølge ham. Aktivisten fører os ned ad Friedrichsstraße med de store butikker og dyre kontorbygninger. Han vil vise, hvad der sker, når to cyklister cykler ved siden af hinanden. Det er forbudt i Tyskland.

Et par sekunder senere dytter en dyr Audi af os, og Strößenreuther reagerer prompte. Han parkerer højtideligt sin cykel midt på gaden, går hen til bilisten, taler kort med ham og kommer spankulerende tilbage.

"Nu har jeg lige forklaret den herre, at man ikke må overhale i bil på så smalt et stykke gade", triumferer han, før han stiger på cyklen og fortæller, hvor inspireret han er af de hollandske cyklistprotester i halvfjerdserne og firserne.

"Hver gang en embedsmand her siger, at noget ikke kan lade sig gøre, henviser jeg til Holland. Det levende bevis på, at det kan lade sig gøre! Berlin har så meget potentiale", siger han.

"13 pct. af befolkningen cykler, og det er naturligvis meget mindre end de 22 pct. i Amsterdam. Men i absolutte tal har vi overhalet dem for længst. Nu skal der bare en god infrastruktur til."

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder