Foto: Vejdirektoratet

0
45

Cyklistforbundet er med i Ta´ Cyklen Danmark

Ta´ cyklen Danmark” er en kampagne, der over de næste tre år skal lokke flere danskere til at tage de korte ture på cykel. Målet er at styrke sundheden. Kræftens Bekæmpelse er initiativtageren, og Cyklistforbundet er samarbejdspartner.

Af Lotte Malene Ruby
03. marts 2015

Ud af bilen og op på cyklen. Det er en af de bedste veje til et sundere og længere liv. Alligevel kører danskerne en stor del af selv de helt korte ture i bil. Det vil kampagnen ”Ta´ Cyklen Danmark” forsøge at ændre på. Kræftens Bekæmpelse er hovedkraften bag kampagnen – og Cyklistforbundet er blandt samarbejdspartnerne.

Et ambitiøst mål

Kampagnens målsætning er at få 50 mio. flere cykelture om året – det svarer til 1% stigning i antallet af cykelture på landsplan.

For at nå dette mål satser kampagnen på:

1. at få dem som allerede cykler, til at vælge den tohjulede oftere.
2. få danskere som ikke cykler til at vælge cyklen.
3. at udvide cykelsæsonen.

Kampagnen skal over de næste tre år sætte fokus på fire hverdagssituationer, hvor det er oplagt at bruge
cyklen mere:

• Indkøbsture
• Turen til arbejde
• Turen til skole
• Ture i fritiden

Vi cykler til indkøb

Første fokusområde er indkøbsturene, og i uge 12 vil der være lokale aktiviteter i Aarhus-området, hvor Ta´ cyklen Danmark i samarbejde med Rema 1000-butikker reklamerer for cyklen som transportmiddel, når der skal handles.  Du kan også følge kampagnen på de sociale medier, hvor der løbende vil være konkurrencer og information at finde.

Senere i forløbet vil kampagneaktiviteterne sprede sig over landet, hvor en lang række samarbejdspartnere forbereder events og andre aktiviteter, som skal give flere mod på at tage cyklen i hverdagen.

Samarbejdspartnerne

Ud over Kræftens Bekæmpelse og Cyklistforbundet, er følgende organisationer samarbejdspartnere i kampagnen: Hjerteforeningen, Diabetesforeningen, Aarhus kommune, Odense Kommune, Frederiksberg Kommune, Middelfart Kommune, Københavns Universitet, DTU-Transport og DSB.

Læs mere om kampagnen på www.tacyklen.dk

Kampagnen er finansieret af Vejdirektoratet og Nordea-fonden.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder