Foto: Søren Hytting

0

Cyklistforbundet medstifter af CPH Bike Hub

Vi skal udvikle cykelmiljøer i vores byer, og vi skal inspirere udlandet til at tænke cyklen med i byudvikling og planlægning af infrastruktur. Det er ambitionen bag den nye forening CPH Bike Hub, som Cyklistforbundet, Cycling Without Age, Copenhagenize Design Co, Cycling Embassy of Denmark og Liisabike netop har stiftet.

Af Cyklistforbundet
22. januar 2018

De fem cykelorganisationer og virksomheder i CPH Bike Hub vil nu arbejde på at etablere et fælles sted i København. Her skal der være værksteder, showrooms, konferenceplads, kontorlokaler, så man kan vise alt det spændende, som det mangfoldige cykelmiljø i København og i resten af landet arbejder med.

Der skal også plads til de master classes om cykelinfrastruktur og cykelkultur, som både Cycling Embassy of Denmark i samarbejde med Cyklistforbundet samt Copenhagenize afholder. Endelig skal CPH Bike Hub gerne være det første sted i København, som de mange udenlandske delegationsbesøg henvender sig til for at lære mere om cykeludviklingen i København og resten af landet.

- Et tættere fagligt fællesskab mellem os i CPH Bike Hub er i den grad med til at styrke cykelsagen. Det styrker arbejdet med at gøre cyklen til det oplagte valg for flere i Danmark, og det er med til at udbrede de stærke, danske erfaringer uden for landets grænser. Det er en spændende udvikling, som vi Cyklistforbundet er meget glade for, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.