AKTIV LIVSSTIL: En del seniorer var mødt op til presseoverrækkelse ved Søndermølle Kultur- og Naturcenter i Viborg, da Cyklistforbundet modtog GF Forsikrings nationale trafikpris, Danskernes Trafikpris. Foto: Pressefotograf Alex Tran

64

Cyklistforbundets Viborg afdeling har modtaget Danskernes Trafikpris

Cyklistforbundets afdeling i Viborg modtog d. 21. august fornem pris for at få ældre tilbage i sadlen. Det blev markeret med en cykeltur ved Søndermølle i Viborg sammen med Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam.

22. august 2014

Ved Søndermølle Kultur- og Naturcenter i Viborg, modtog Cyklistforbundet i Viborg Danskernes Trafikpris, som GF Forsikring står bag, for cykelprojektet ”Flere ældre sikker på cykel.” Med prisen følger 28.200 kr.

Kort fortalt går projektet ud på at hjælpe seniorer der ikke har cyklet i mange år med at genfinde glæden ved den tohjulede. Efter mange år som bilist kan det nemlig være forbundet med utryghed at vende tilbage i cykelsadlen.

I dagens anledning var Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam mødt op for at byde velkommen til prisoverrækkelsen. Han takkede afdelingen i Viborg for den store indsats, og understregede hvor vigtig en del af den danske kultur cyklen er. 

"Vi har alle stærke erindringer om at cykle som barn. At slippe støttehjulene, at cykle rundt i kvarteret. Vores cykelkultur binder os sammen, og desværre er det en kultur, som er i fare", fortalte Klaus Bondam.

"Der bliver cyklet færre og færre kilometer i Danmark, og også de danske seniorer cykler mindre og mindre. Det viser et stort behov for at få ældre til at føle sig sikre i trafikken og for at hjælpe dem i gang igen", fortalte Cyklistforbundets direktør.

Lokalformand tog imod

Inger Larsen Ørbæk, formand for Cyklistforbundet i Viborg, tog imod prisen for projektet, der allerede er kommet godt fra start. Tirsdag 19. august var de første 17 viborgensiske seniorer hoppet på sadlen.

"De næste fem tirsdage holder vi arrangementer for de tilmeldte. Her kommer vi til at have en forsigtig opstart, hvor vi tager hensyn til alle, uanset niveau. Vi har allerede nu fået meget positive tilbagemeldinger, fx fra en deltager der fortalte os, at det for hende personligt er en helt ny verden, der åbner sig for hende, at have friheden til at cykle rundt og opleve den smukke natur, som vi har her i Viborg og omegn", sluttede en glad Inger Larsen Ørbæk.

Læs hele GF Forsikrings artikel om arrangementet her.


Læs mere

Danskernes Trafikpris blev stiftet i 2005 af GF Forsikring med det formål at fremme trafiksikkerheden i Danmark.

Formand for priskomiteen er Jesper Sølund, dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik. Danskernes Trafikpris uddeler årligt ca. 200.000 kr., fordelt over flere projekter. Pengene til prisen kommer fra GF Sikkerhedsdag, der foregår årligt på køretekniske anlæg over hele landet. Hver deltager betaler 100 kr. som går ubeskåret til Danskernes Trafikpris.

Læs mere på www.trafikpris.dk.