Når mandagsholdet venter kommer kaptajn Niels Pedersen lettere ud ad døren. Foto: Claus Boesen

0
0

De cykler for psyken

Ti mandage i træk kører et cykelhold i Gentofte 10 km sammen. De er med i projekt "100 km for mental sundhed", som sætter fokus på, at cykelmotion styrker de psykisk sårbare. Målet er at cykle 100 km op til Verdens Mentale Sundhedsdag 10. oktober.

Af Morten Bracker
10. oktober 2017
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdfLæs i browser (issuu)

De fleste af os har psykiatriske indlæggelser eller diagnoser af en eller anden slags bag os, fortæller Niels Pedersen.

Han er kaptajn på et cykelhold i Gentofte, der deltager i projektet "100 km for mental sundhed" og nu har cyklet sammen hver mandag i nogle måneder.

Jeg var brandmand og blev syg efter nogle oplevelser, jeg havde med ambulancekørsel. Det har fulgt mig i en del år, og i dag er jeg på førtidspension og antidepressiver, siger Niels Pedersen.

Han ser frem til sine mandagsture med cykelholdet:

Venner og arbejdskolleger ryger jo tit, når man har den her slags sygdomme, og så begynder man at isolere sig og blive indelukket og inaktiv, forklarer han.

Forpligtelsen over for de andre på holdet gør det lettere for Niels Pedersen at komme ud ad døren.

12-14 af os er med hver gang, så jeg ved, at de venter på mig, og at vi får rørt os og snakket – og så får vi  et noget andet end stuens fire vægge.

Hjernen belønner bevægelse

Nogle på holdet har været inaktive længe, så mandagsturene bliver kørt i et moderat tempo. Men Niels Pedersen mærker klart motionens effekt på sit mentale helbred.

– Jeg kan tydeligt mærke, at det virker. Det behøver ikke være på så højt fysisk niveau. Bare det, at man kommer op af sofaen, er vigtigt.

Niels Pedersens oplevelse bakkes op af videnskaben. Motion kan være med til at stabilisere humøret og dæmpe stress og angst, fortæller Bente Klarlund, professor ved Københavns Universitet.

Når man er fysisk aktiv, påvirker det de hormoner i hjernen, som styrer vores humør. Hjernen frigiver serotonin, dopamin og noradrenalin – og det er stoffer, som man også forsøger at påvirke med antidepressiv medicin, forklarer hun.

Det gælder for alle, at fysisk aktivitet kan løfte humøret, men hos psykisk sårbare er potentialet typisk større.

I forhold til depression ved vi, at man får det bedre, hvis man er fysisk aktiv. Motion ser også ud til at påvirke angst i en positiv retning, og angst følger med mange typer af mental sårbarhed.

Præcis hvor aktiv man skal være for at få en positiv effekt, kan Bente Klarlund ikke sige.

Men man kan vende det om og sige, at er man fysisk inaktiv, ja så går det rigtig skidt for hjernen. Så jo mere jo bedre, men lidt motion er bedre end ingen motion.


100 km for mental sundhed

Otte byer forsøger i år at få flere psykisk sårbare mennesker ud at cykle regelmæssigt sammen med andre. Der køres ugentlige ture på hold, og projektet kulminerer på Verdens Mentale Sundhedsdag 10. oktober, hvor der trækkes lod om præmier blandt alle, der har kørt mindst 10 ture af 10 km. Cyklistforbundet, Dansk Arbejder Idrætsforbund, Psykiatrifonden og SIND står bag. Tovholder i Gentofte er foreningen GIF Idræt På Tværs.

Læs mere

  • 100 km for mental sundhed
  • Denne artikel blev bragt i medlemsmagasinet CYKLISTER efterår 2017.
    Læs hele magasinet og gå på opdagelse i arkivet her
 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder