Foto: Lasse Skou Hauschildt

0

Cyklistforbundet viste dansk cykelkultur til amerikansk transportminister

Direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam fortalte om danske cykelløsninger på en cykeltur gennem København sammen med den amerikanske og den danske transportminister.

19. april 2016

Mandag d. 18. april besøgte den amerikanske transportminister Anthony Foxx København sammen med borgmestre fra byerne Austin, Portland og South Bend. Her var transportminister Hans Christian Schmidt vært ved en cykeltur, hvor Cyklistforbundets Klaus Bondam var blevet bedt om at fortælle om danske cykelløsninger.

Københavns overborgmester Frank Jensen og den amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford cyklede også med. Cykelturen gik blandt andet henover Cykelslangen, videre over Bryggebroen og Cirkelbroen – tre københavnske cykeltiltag, der har høstet stor international opmærksomhed. Og de gjorde også indtryk på den amerikanske transportminister.

"I USA har vi mange hurtigvoksende byer på tværs af vores land, og de har store udfordringer med mobilitet, hvilket medfører længere rejsetider. Vi leder efter løsninger, der gør det muligt at bruge den eksisterende infrastruktur mere effektivt, og det har I nogle rigtig gode eksempler på", sagde ministeren til Berlingske Tidende i forbindelse med cykelturen.

Og det er ikke kun i USA man kigger mod Danmark for at blive klogere på, hvordan man får flere til at cykle. "Via Cycling Embassy of Denmark oplever vi i Cyklistforbundet stor international interesse for danske cykelløsninger, og det er en klar tendens internationalt, at cyklen i stigende grad bliver set som løsningen på trængsels- og mobilitetsproblemer i storbyer", siger direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam og fortsætter, "i USA er hver tredje biltur - som i Danmark – på under fem kilometer, og der er et kæmpe potentiale for at løfte cyklismen i amerikanske byer. Derfor er vi glade for, at man på højeste niveau ville se eksempler på, hvordan vi gør det i Danmark".

Klaus Bondam holdt senere på dagen et oplæg for de amerikanske gæster på Christiansborg om den danske cykelkultur, og hvordan gode forhold for cyklister kan være med til at skabe byer, hvor mennesker har lyst til at bo og opholde sig.