Advokat Flemming Funch er manden bag Cyklistforbundets retshjælp. Foto: Henrik Petit
Hvad kan denne mand gøre for dig?
Advokat Flemming Funch kæmper cyklisternes sag - hver onsdag giver han gratis retshjælp til Cyklistforbundets medlemmer.
Af Christina Britz Nicolaisen
26. juli 2012
Find vej i den juridiske jungle
I 25 år har advokat Flemming Funch siddet klar ved telefonen. Siden Cyklistforbundets retshjælp blev etableret i 1977, har han hjulpet tusindvis af cyklister med at finde rundt i junglen af cykelregler og paragraffer.
I telefontiden hver onsdag ringer og skriver omkring ti medlemmer til den gratis retshjælp – det bliver til mere end 500 opkald om året:
”Langt de fleste kontakter mig med helt fredsommelige spørgsmål – hvor mange børn må der fx sidde på en cykel. Andre gange er det alvorlige sager, hvor et medlem har været ude for en slem ulykke og har brug for juridisk bistand og sparring”, fortæller Flemming Funch, der anslår at et par sager om året ender i retten.
De fleste tilfælde kan heldigvis klares med juridisk korrespondance – og Cyklistforbundets rutinerede advokat får som regel medhold i medlemmernes sager.