Foto: Mikkel Østergaard

2
143

10 gode råd: Kør sikkert på elcykel

Elcyklen åbner muligheder for dig, der har brug for et ekstra skub for at komme omkring. Derfor er Ældre Sagen, Rådet for sikker trafik og Cyklistforbundet gået sammen om at lave pjecen "På elcykel", som sender kommende elcyklister sikkert afsted i trafikken.

Af Martin Burlund
28. maj 2015

Det er vigtigt at komme i gang med at køre på elcykel på en tryg og sikker måde. Med elcyklen er det nemmere at overskue længere distancer og udfordrende bakker, og vores nye pjece På elcykel giver dig de vigtigste oplysninger, som du skal være opmærksom på - både før du køber en elcykel, og før du tager en tur ud i det blå med elektrisk medvind som hjælp.

“Elcyklerne er et fantastisk redskab, som kan hjælpe rigtig mange mennesker, der får helt nye muligheder for at komme omkring på cykel, hvis benkræfterne ikke er, hvad de har været – eller til de lidt længere distancer. Men vi må ikke lade brugerne være bange for den ekstra kraft, som elcyklen giver dem. Derfor vil vi gerne give de erfaringer, som vi har lært, videre,” siger Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet.

Kend din elcykel

En rapport fra Vejdirektoratet viser nemlig, at antallet af dødsulykker med elcykler er uforholdsmæssigt højt i forhold til antallet af danskere, der kører på elcykler. Dette har fået Ældre Sagen, Rådet for sikker trafik og Cyklistforbundet til at arbejde sammen om at oplyse elcyklister om, hvordan man i højere grad kan undgå uheld.

Pjecen fortæller læseren, hvordan det er at køre på en elcykel efter et langt liv, hvor man har været vant til at skulle trampe selv. Det er nemlig kun ældre over 63, som var involveret i dødsulykkerne mellem 2010 og 2012.

“Det er specielt de ekstra kræfter fra elmotoren, som man skal vænne sig til at styre. Man skal starte med at lære cyklen godt at kende og bremse ned i god tid, når man er i situationer, hvor det kan gå galt. Og så er det en rigtig god idé altid at have cykelhjelm på, når man kører på elcykel,” udtaler seniorkonsulent Søren Høyer fra Ældre Sagen.

De 10 gode råd

1. Bliv fortrolig med din elcykel et roligt og trygt sted før du begiver dig ud i trafikken.

2. Husk at motoren kan fortsætte med at trække nogle sekunder efter du er stoppet med at træde i pedalerne.

3. Vær ekstra opmærksom. Din højere fart kan overraske dine medtrafikanter.

4. Tilpas hastigheden efter forholdene og dine medtrafikanter.

5. Brug ikke forbremsen alene. Især ved skarpe sving, og når vejen er våd eller glat, skal du være forsigtig.

6. Når du ikke giver tegn, skal du altid holde begge hænder på styret.

7. Sørg for at have din fulde opmærksomhed rettet mod trafikken – mobiltelefon og musik tager dit fokus.

8. Husk din cykelhjelm - og sæt den rigtigt. Hent folderen: Sådan bruger du cykelhjelmen rigtigt [pdf.]
9. Gør dig så synlig som mulig i trafikken.

10. Sørg for at holde din elcykel

Læs hele pjecen her
 

Elcykler kan erstatte biler

Det Økologiske Råd har netop afsluttet en stor undersøgelse om elcyklens potentiale. Undersøgelsen er foretaget blandt ca. 1.400 bilister, der af blandt andet helbredsmæssige årsager var holdt op med at cykle. Undersøgelsen viste, at elcykler kunne erstatte omkring halvdelen af bilturene blandt de adspurgte.

”Vi håber, at netop el-cykler kan frigøre ældre og folk med bevægelseshæmmende lidelser fra bilen og muliggøre, at de kan cykle både flere og længere ture. Det vil både gavne klimaet, miljøet og virke sundhedsfremmende på de store befolkningsgrupper, der netop har behov for motionen” siger seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd.

I projektets styregruppe deltog Det Økologiske Råd, Trafikstyrelsen, Cykelsekretariatet ved Københavns Kommune, Cyklistforbundet og Danmarks Naturfredningsforening.

Se rapporten her
 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

2 kommentarer

  • Det er viktigt at tænke lidt mere ud af boksen, med hensyn til elcykel. Der er også supercykelstier og tid at spare i storbyerne man kan bruge elcyklerne til, og det er alle aldre. Man kan også få de helt unge til at købe elcykler istedetfor knallerter, hvis barer cyklen er smart nok. Se evt www.easymotion.dk
    God vind
    Johnny
  • Af Dennis Voss Hammeken,  13. juli 2015
    Min personlige erfaring fra hverdagscykling er 1) at en god del af elcyklerne (også med ældre ved styret) har hjælpemotoren på ved hastigheder betydelig over den lovlige (25 km/t), og 2) at den 'lette' kørsel frister åbenbart til almindelig uopmærksomhed (kigge på omgivelserne, snakke i mobil etc.), hvilket ikke er særlig trygt for medtrafikanterne. Fint med mig at cyklerne eventuelt skal kunne køre 35 km/t - men så skal føreren f.g. også have et knallertkørekort og cyklen eventuelt en nummerplade. Der er grundlæggende ingen forskel mellem om den tohjulede drives af en benzin- eller elmotor