Foto: Velorbis/Cyklistforbundet

308

Ny cykel til Helle Thorning-Schmidt

Cyklistforbundet overrækker ny cykel til statsministeren. Det sker ved Folkemødet på Bornholm til juni.

Af Frits Bredal
30. april 2012

Landets første kvindelige statsminister skal have en ny damecykel til arbejdsbrug. I Cyklistforbundets landsindsamling er der foreløbig samlet mere end 3000 kroner ind. Resten af pengene spæder Cyklistforbundet til, så der bliver råd til en splinterny rød cykel fra Velorbis. Statsministerens navn er broderet ind i den røde frakkeskåner.

Den nye cykel vil blive overrakt til statsminister Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med Folkemødet på Bornholm til juni. Endnu har statsministeren ikke svaret på, om hun vil modtage gaven eller ej, men den vil blive overrakt til hende under alle omstændigheder.

Familien Paulsen fra Roskilde er blandt de danskere, der har doneret 10 kroner til Helles nye cykel:

"Vi glæder os til at se dig køre rund på en flot præsentabel tjenestecykel. Du kommer som en flot efterfølger på andre socialdemokrater med tjenestecykel: Auken havde en ministercykel med plads i kælderen under miljøministeriet. Og din cykel skal også have en fin plads med et messingskilt til statsministercyklen. God stil fremover Helle." Hilsen fra den cyklende familie Paulsen i Roskilde, Erik, Eva og Gudrun

Landsindsamlingen til en ny statsministeriel arbejdscykel sker som et led i Cyklistforbundets Vi cykler til arbejde-kampagne, der begynder 1. maj.

Dét kan du gøre

  • Indsamlingen fortsætter:

    Overfør 10 kr. (eller mere) til denne konto:

    Reg.nr. 9541
    Kontonr. 0007324820

Emneord: Politik