99

Ny fælleseuropæisk indsats mod højresvingsulykker

Cyklistforbundet del af internationalt initiativ

Af Frits Bredal
06. februar 2014

Selvom Danmark er et af de sikreste lande at cykle i, mistede otte danskere livet ved højresvingsulykker i 2013. Cyklistforbundet har kæmpet for en øget indsats mod ulykkerne, og det pres fik bl.a. tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr til at nedsætte et rejsehold, der skal finde løsninger på problemet. 

Nu er Cyklistforbundet med i et nyt, fælleseuropæisk initiativ: Sammen med European Cyclists’ Federation, som Cyklistforbundet er en del af, mere end 130 europæiske storbyer og en lang række organisationer, beder Cyklistforbundet EU om at vedtage skærpede krav om godt udsyn fra lastbiler. 

Initiativet kommer i forbindelse med, at EU-parlamentet den 11. februar skal stemme om et nyt lastbildirektiv. ”Den internationale udvikling på cykelområdet er i meget høj grad drevet af store byer som London, Amsterdam og København. Byer kan indimellem reagere hurtigere og mere effektivt end lande. Det gælder også her, hvor mere end 100 europæiske byer i fællesskab lægger pres på EU-parlamentet. 

Presset fra byerne vil resultere i større sikkerhed for cyklister i alle EU-lande. I Cyklistforbundet bidrager vi til presset på mange måder, bl.a. via vores afdeling i København og via vores medlemskab af ECF, European Cyclists’ Federation”, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet og tidligere teknik- og miljøborgmester i København. 

København del af initiativet 

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell kaster sig også ind i kampen for mere sikre lastbiler. ”Højresvingsulykker er dybt tragiske for de cyklister og fodgængere, der mister livet eller kommer slemt til skade, og de chauffører, der sidder bag rattet. 

Alt for ofte skyldes ulykkerne, at lastbilerne er indrettet med blinde vinkler, så chaufførerne ikke opdager cyklister og fodgængere, før det er for sent. Vi kan undgå mange af ulykkerne, hvis vi sikrer bedre udsyn fra lastbilerne. Det kan vi kun, hvis EU ændrer på sikkerhedsreglerne for lastbiler,” siger teknik- og miljøborgmesteren. 

Den københavnske teknik- og miljøborgmester vil nu skrive til alle de danske medlemmer af Europa Parlamentet og bede dem støtte et ændringsforslag fra Brian Simpson, der er formand for transport- og turismeudvalget i EU Parlamentet, når parlamentet behandler lastbildirektivet i næste måned. 

Ændringsforslaget fra Brian Simpson vil betyde, at lastbilernes førerhuse fremover skal indrettes med lave forruder, større sidevinduer og en skærm, der forhindrer cyklister og fodgængere at komme ind under hjulet ved sammenstød. Om det fælles udspil siger Londons borgmester Boris Johnson: 

”Netop nu har EU en chance, der kun kommer en gang hvert årti, for at fjerne nogle af de restriktioner, der forhindrer os i at stille krav om mere sikre lastbiler i vores byer. Hvis ændringsforslagene, der får opbakning fra mere end 100 europæiske byer, bliver vedtaget, kan vi bogstaveligt talt redde hundrede af liv over hele EU de kommende år.” 

Udover mere end 130 europæiske storbyer organiseret i Eurocities, får forslaget støtte fra en lang række organisationer, inklusive lastvognsorganisationer: 

  • European Cyclists’ Federation
  • European Transport Safety Council 
  • European Transport Workers’ Federation 
  • European Federation of Road Traffic Victims 
  • International Pedestrians’ Federation 
  • International Road Transport Union 
  • Transport & Logistics Netherlands 
  • Freight Transport Association 
  • Finnish Transport and Logistics 
  • Nordic Logistics Association