155

Rekord for cykler i S-tog

I maj tog næsten 630.000 S-togskunder cyklen med i toget. Det er det højeste antal cykler i en måned nogensinde.

30. juni 2011

DSB S-tog og Cyklistforbundet har i dag udsendt en fælles pressemeddelelse. Læs den her:

Siden det i januar 2010 blev gratis at tage cyklen med i S-toget, er de tohjulede strømmet ind i vognene. I maj satte antallet af cykler rekord med næsten 630.000 styks. Det svarer til, at ca. hver 14. kunde havde cyklen med i toget, og er det højeste antal cykler målt i en måned nogensinde.

Til sammenligning var der i maj 2009, før tilbuddet om gratis cykler trådte i kraft, 188.000 cykler i S-togene.

»Vi indførte gratis cykelmedtagning for at gøre det nemt og hurtigt at kombinere cyklen med S-toget. Det er fantastisk at se, at kunderne i den grad har taget tilbuddet til sig,« siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.

Også Dansk Cyklist Forbund glæder sig over udviklingen:

»Vi får mange henvendelser fra både medlemmer og ikke-medlemmer af Cyklistforbundet. Alle fremhæver de store praktiske fordele ved ordningen med gratis cykler i S-togene. Fleksibiliteten betyder simpelthen, at københavnere - der ellers ville bruge bilen - nu kombinerer to hjul og skinner på vej til arbejde,« siger Jens Loft Rasmussen, direktør i Dansk Cyklist Forbund.

Gratis cykler giver flere rejser

Tilbuddet om gratis cykelmedtagning er i den grad populært blandt S-togskunderne. I en ny undersøgelse, Megafon har lavet for S-tog, svarer 91 % af S-togsbrugerne, at de synes godt om tilbuddet.

I samme undersøgelse svarer 27 % af cyklister i S-toget, at de ikke ville have rejst med toget, hvis ikke cyklen kunne medbringes kvit og frit. Og ikke nok med at tilbuddet giver flere rejser med cykel, 8 % af cyklisterne svarer også, at tilbuddet får dem til at rejse mere med S-tog, når de ikke har den tohjulede med.

»Der er slet ingen tvivl om, at det blandt andet er tilbud som gratis cykelmedtagning, der får flere kunder til at benytte S-toget, og vi har oplevet en flot fremgang i passagertal. Det første kvartal af 2011 bød på de bedste passagertal i 20 år,« siger Niklas Marschall.

Mere plads til cykler

Den store cykelsucces har fået S-tog til at indrette flere flexrum med plads til cykler i en række tog. I starten af juni stod de fire første S-tog med ekstra flexrum klar, og henover sommeren følger yderligere seks.

»For at skabe endnu bedre plads til cykler, har vi valgt at ombygge en række tog, så de får flere cykelholdere. Samtidig kører vi, så vidt det er muligt, med lange, sammenkoblede tog i myldretiderne. På den måde får vi både flexrum i midten og i enderne af toget,« slutter Niklas Marschall.

Fakta

Udover flere cykelholdere har S-tog også iværksat en række andre tiltag, der skal gøre det nemmere at kombinere cykel og S-tog. Der er blandt andet opsat slisker og cykelpumper på stationerne og etableret flere cykelholdepladser.

Læs mere om S-togs mange cykeltiltag