Foto:ShutterStock
2
315

Dansk cyklisme del af europæiske løsninger

Cyklistforbundets direktør er en efterspurgt taler på den internatonale cykelscene. Vi bringer her en personlig beretning fra Klaus Bondam, der netop har været på en større ”cykeltur” rundt i tre europæiske lande.

Af Klaus Bondam
03. april 2014

Hele sidste uge var jeg ’on the road’ rundt i Europa på en tur der bragte mig til Brugge, London og Berlin. Jeg har gennem årene med mellemrum været på den slags ture, og gang på gang slår det mig, hvor stor interessen er for den unikke cykelviden, vi har i Danmark, men også den innovative tilgang som mange ’cykelfremmede’ lande har til den denne dagsorden.

Min tur startede i mit gamle ’hjemland’ Belgien, hvor jeg var inviteret til at tale ved afslutningen af den  flamske cykelkonference sammen med den flamske transportminister Hilde Crevits. Belgien – og Flandern – har en meget intensiv bil-kultur, som ofte bringer bilerne ind i byernes centrum og udnytter tæt på hver en ledig kvadratmeter til P-pladser. Det siger sig selv, at det er synd i smukke gamle middelalder-byer bl.a. Brugge, hvor konferencen blev holdt. Her er det, at lande som Holland og Danmark viser, at hvor der er vilje er der cykelsti. Denmark er en international rollemodel på cykelområdet.

Cykelland eller billand
Når cykelkulturen er så stor og dybt integreret i samfundet som i Danmark og Holland, handler det nok også om, at vi ikke haft en stor national bilindustri som mange andre europæiske lande. I 50’erne og 60’erne har bilindustrien lobbyet kraftigt, for at byerne blev indrettet på bilernes præmisser. Et forehavende som de i meget høj grad lykkedes med. De fik os til at tro at ’bilen er lig med frihed’.

Heldigvis er mind-settet mange steder ved at forandre sig, så man i øget grad forstår at ’mobilitet er lig med frihed’. Det er i hvert tilfælde iøjnefaldende, hvor mange der er begyndt at cykle i London de seneste år. Når det er sagt, så fremstår det mere ’vildt’ end vi kender den danske hverdagscyklisme; der cykles iklædt selvlysende lycra fra top til tå og ofte af dobbeltrettede – smalle – cykelstier. Herudover er der en del ’urban wariors’ -  konfliktsøgende cyklister, der med livet i hænderne har kastet sig midt ud mellem al den anden ret voldsomme trafik. Det er sådan en slags ’off piste’-cykling, som i mine øjne er dumt og alt for farligt. Det har ført til en række dødsulykker i London indenfor de seneste måneder. Det er ikke noget der fremmer cykelsagen.

Fra Bruxelles gik turen med tog under kanalen til London, hvor jeg var inviteret til at give en forelæsning på den prestigefyldte Bartlett School of Planning (University of City of London). Her kommer elever fra hele verden.

I London spiste jeg middag med Andrew Gilligan, der udover at være en kendt journalist, også er den karismatiske London borgmester Boris Johnsons ’Cycling Comissioner’. Borgmesteren er en kendt cykel-fortaler og manden bag byens meget populære bycykle-system ’Boris Bikes’. Han har et stærkt ønske om at ”af-lycraficere” cykelkulturen i London og styrke den hverdagscyklisme vi kender så godt i Danmark. Andrew Gilligan er godt orienteret om dansk cykelkultur anno 2014, men var meget interesseret i at høre mere om vores statslige cykelpulje. Londons bystyre har netop bevilliget 10 mia. £ der skal finansiere en lang række cykel-infrastruktur projekter de kommende 10 år. Bl.a. anlægger de en række cykel-trygge områder omkring skoler, som de – meget provokerende for en dansker – har valgt at kalde ’Mini Hollands’.
Den danske ambassade i Storbritannien kunne fortælle mig, at de får rigtig mange forespørgsler om danske cykelløsninger; både når det handler om ’hardware’ som anlæggelse af cykelstier, byrumsinventar, og  ’software’ om adfærd, børn og cykling – og tryghed på  cykelstien. Jeg håber, der snart kommer nogle ”Mini Denmarks”.

Eksportpotentiale
I Berlin havde den danske ambassade i Tyskland inviteret mig med til at tale ved en stor rundbordssamtale mellem danske og tyske cykel-aktører.  Der var borgmestre og embedsmænd fra en lang række tyske byer, ligesom København, Aarhus, Frederiksberg, Odense, KL- og Randers var repræsenteret fra danske side. Sidstnævnte – kåret som Årets Cykelkommune af Cyklistforbundet -  endda med en politiker fra kommunalbestyrelsen.

Bevidstheden og viden om cyklismens socioøkonomiske fordele er stor blandt de tyske politikere, og der er da også i mange tyske byer en stærkt stigende cykelkultur. Umiddelbart før mig talte en af de helt store aktører på den europæiske cykelpolitiske scene; den tyske EU-parlamentariker Michael Cramer fra De Grønne. Jeg har tidligere hilst på ham i Bruxelles, og jeg er stadig imponeret over den enorme indsats han har gjort for bl.a. udviklingen af det europæiske cykelrute net.

Efter rundbordssamtalen blev der afholdt er større konference-arrangement, hvor bl.a. den danske Erhvervs- og Udviklingsminister Mogens Jensen (S) talte.  Ministeren slog et meget stort slag for den helt centrale rolle, som cyklen spiller i det danske samfund. Jeg fik ved denne lejlighed mulighed for at tale lidt med ministeren om det eksportpotentiale der er i dansk cykelkultur – og den rolle som cykelinfrastruktur kan spille for social mobilitet i udviklingslandene. Ifm. med konferencen deltog jeg også i en paneldebat  med en række tyske og danske aktører. Emnet var erfaringsudveksling og gensidig inspiration. Der er uden tvivl mange ting, vi kan lære tyskerne, men vi kan også lære noget af dem; nemlig en stærk innovationskraft, udvikling af nye teknologier m.m. – og en stærk cykelkultur.

Min ’cykletur’ rundt i Europa sluttede med at tale ved åbningen af den store VeloBerlin- messe, der er en kæmpe messe for cykler, cykeludstyr, cykelturisme, cykelinfrastruktur m.m.  Messen havde i  år Danmark som partnerland, og den danske ambassadør forestod den officielle åbning, inden jeg fortalte om cykelkulturens udvikling i Danmark.

Interessen for dansk cykelkultur er enorm. Dansk cyklisme er i stigende grad en del af løsningen i forhold til mange af de udfordringer europæiske lande og byer står over for, når det gælder trafik, byliv, miljø og sundhed. Jeg er glad for, at Cyklistforbundet kan være med til at drive udviklingen frem. Til gavn for Danmark og andre europæiske lande.

(Alle rejse- og hoteludgifter blev betalt af arrangørerne)

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

2 kommentarer

  • Af Poul Petersen 3. april 2014
    Vi har et kommende Mini Danmark i Haslev, bliver indviet omkring maj. Den nye skole Vibeengskolen, er den første nulenergiskole i danmark. Skolen er til 450 elever, og der er 450 cykelstativer, (225 overdækket), men kun cykelstativer til halvdelen af lærerne. Der er meget skrap adskillelse mellem cyklende, busser og biler, meget stor parkeringsplads for biler, og speciel bus adgang. Der er anlagt mange kilometer nye, brede cykelstier, således at alle cyklister kan komme til og fra skolen, uden at komme ud i trafikfarlige områder. Alle forældre i området glæder sig til skolens opstart. Der er mulighed for at besøge skolen. Skolen er inde-udeskole, med adgang hele døgnet, (30% af undervisning skal foregå udendørs), og der er et meget stort udeområde tilknyttet til skolen. Jeg har været med fra starten, både som friluftsrådets repræsentant, og som Cyklistforbundets
    repræsentant i Faxe Kommunes Trafiksikkerhedsråd, I kan træffe mig på mobil
    25335248, eller poulp@get2net.dk.
    Hilsen Poul
  • Af Lotte, Cyklistforbundet 4. april 2014
    Hej Poul,
    tak for tippet - og for indsatsen :)