Foto: Jens Peter Hansen (t.v.) til Velo-City Global i Taipei - her i selskab med Ulrich Syberg, der er formand for det tyske cyklistforbund

0
15

Bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundet måske på vej til det Europæiske Cyklistforbund

Cyklistforbundets fremmeste opgave er at kæmpe cyklisternes sag i Danmark. Men forbundet arbejder også på europæisk plan for at fremme cyklismen og deltager aktivt i flere internationale sammenhænge - blandt andet via European Cyclists Federation (ECF). Derfor opstiller Cyklistforbundets hovedbestyrelsesmedlem Jens Peter Hansen nu til ECF's bestyrelse.

Af Marcus Tang Merit
04. marts 2016

ECF er en paraplyorganisation for europæiske og russiske cykelfremmende organisationer, og har med dens over 50 medlemmer som hovedformål at ”promovere cyklisme som et bæredygtigt og sundt transportmiddel og fritidsaktivitet”.

ECF gør det muligt for Cyklistforbundet at promovere cyklismen i en ikke blot dansk, men også europæisk kontekst, hvorfor det naturligvis er vigtigt for Cyklistforbundets medlemmer at vi kan få indflydelse.

Europa skal cykle mere

ECF har et kontor i centrum af Bruxelles med godt 20 medarbejdere. Der bliver i ECF kæmpet for at få sat cyklismen på dagsordenen i de forskellige EU-organisationer; Europaparlamentet, Kommissionen og Rådet. Det var bl.a. ECF’s fortjeneste at det lykkedes at få EU’s transportministre til at tiltræde den – set med cykeløjne – markante Luxembourg-deklaration, der blev omtalt i seneste udgave af medlemsmagasinet CYKLISTER.

Læs magasinet her

Det er derfor en god nyhed at Cyklistforbundets hovedbestyrelsesmedlem Jens Peter Hansen i år, på hovedbestyrelsens opfordring, stiller op til bestyrelsen for ECF.

Sammen med Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam, har Jens Peter på dette års Velo-City konference arbejdet for at styrke sit kandidatur, og dermed sikre dansk indflydelse på europæisk cykelpolitik.

Cykling kan løse globale udfordringer

Velo-City konferencen samler hvert år verdens mest indflydelsesrige organisationer og forkæmpere for cyklisme, og finder hvert år sted i et nyt land.

Konferencen var derfor den perfekte mulighed for Cyklistforbundet til at dele vores viden, og selv lære noget af internationale erfaringer med cykelfremme, samtidig med, at vi forhåbentlig overbeviste vores europæiske kollegaer om at Jens Peter Hansen er det korrekte valg til ECF’s bestyrelse.

”Cykling er svaret på udfordringer med trængsel, sundhed og klima. Jeg ønsker at ECF på det europæiske niveau skal arbejde intenst for at politikere og beslutningstagere forstår dette og handler derefter. Det vil gavne os i Danmark, samtidig med at vi har en egen interesse i at fremme cykling generelt set i lyset af, klimaudfordringernes globale natur”, udtaler Jens Peter Hansen om sit kandidatur til ECF’s bestyrelse.

Jens Peter Hansen er som bekendt også et meget aktivt og meget cyklende medlem af kommunalbestyrelsen (Venstre) i Randers Kommune.

ECF’s bestyrelse vælges på generalforsamlingen i Stockholm den 27-28 maj.   

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder