Foto: Henrik Petit

En formand siger farvel

Gennem et årti har Claus S. Hansen stået i spidsen for Cyklistforbundet, men til november takker han af som landformand. Læs interviewet med den afgående formand.

Af Christina Britz Nicolaisen
12. august 2013

Du blev formand i 2003. Hvorfor ville du gerne være landsformand?

- Da jeg boede i Viborg cyklede jeg hver dag 25 km til mit arbejde som skolelærer. Min rute var stærkt trafikeret og dårlig at cykle på, så jeg skrev et læserbrev til avisen. Det var humoristisk og åbenbart også tankevækkende, for jeg blev kontaktet af Cyklistforbundet i Viborg, og inden jeg fik set mig om var jeg blevet formand for lokalafdelingen. Jeg har altid haft det bedst med at sidde for bordenden og sjældent siddet med i en bestyrelse uden at være formand - jeg vil helst op og bestemme og gøre en forskel. Derfor stillede jeg også op som landsformand.

Hvad var det for et cyklistforbund du blev formand for?

- Dengang var det de aktive medlemmer, der styrede forbundet. Økonomien var trængt – fx måtte vi opsige en del af sekretariatets lokaler i Rømersgade og nogle af de ansatte måtte gå på nedsat tid. Landsmøderne var rigtig hyggelige. Vi sov i sovesale og slæbte tallerkener hjem og vaskede op. Vi gik også i byen og spillede billard til langt ud på natten, så det var ikke altid man var lige frisk dagen efter.

- Dengang brugte jeg også en stor del af min tid på at tale med pressen - det var jo før vi fik en kommunikationschef i sekretariatet. I starten var det egentlig meget sjovt at komme i TV og få lidt sommerfugle i maven, men jeg savner det egentlig ikke. Nu kan jeg bedre fokusere på arbejdet i Hovedbestyrelsen og det politiske arbejde med blandt andet trafiksikkerhed, som jo er en af mine hjertesager.

Hvad er de største resultater, Cyklistforbundet har opnået i din tid som formand?

- Den største succes er uden sammenligning Cykelpuljen – at staten er begyndt at bruge penge på cyklister. Før i tiden nægtede transportministrene jo overhovedet at have noget med cykelstier at gøre – det var ikke deres bord, mente de. Så det er en fantastisk udvikling. Cykelpuljen har virkelig sat gang i kommunerne, og interessen for at lave cykelprojekter er vokset.

- Det er også gået den rigtige vej for ulykkestatistikkerne i løbet af de seneste 10 år. Højresvingsulykkerne er fx blevet halveret. Det skyldes især kampagner, tilbagetrukne streger og spejle i lastbilerne. I det hele taget nytter det, at vi hele tiden råber chaufførerne op. I lastbilbranchen bliver de selvfølgelig sure hver gang, vi råber op, men det giver jo resultater - og vi redder altså nogle liv.

Hvad har overrasket dig mest?

- Det var nok dengang, jeg sad jeg til et seriøst møde i justitsministeriet, hvor vi skulle diskutere hvordan færdselsloven kunne gøres mere cyklistvenlig. Men mødet tog en overraskende drejning, da en embedsmand beskyldte cyklisterne for at være Danmarks mest gennemkriminaliserede folkefærd. Det var ret chokerende. Men det hærdede mig også som formand – siden den dag har jeg ikke taget de kritiske mails og bemærkninger så tungt.

Er der en særlig episode du husker?

- Der er mange! Men især studieturene til udlandet med Hovedbestyrelsen. Vi har været på inspirationsrejser i Schweiz, Holland, Norge og England og har bl.a. mødtes med byplanlæggere og lokale cyklistforbund. I London var vi også med til Critical Mass, det var en stor oplevelse. Men især husker jeg selvfølgelig landsmødet i Brønshøj i 2002 – det var nemlig der, jeg mødte min kone Annie.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder