9
250

Kommentar: Heunickes motorvej til fortiden

Cyklistforbundets landsformand og direktør kommenterer her den nye transportministers første markante udmelding til offentligheden.

Af Jette Gotsche, landsformand Cyklistforbundet og Klaus Bondam, direktør Cyklistforbundet
08. februar 2014

Under overskriften ”Ny trafikminister vil bygge flere motorveje” kommer Magnus Heunicke via Berlingske med sin første markante udmelding til offentligheden: ”Jeg ved, hvad god vejbetjening betyder, så i min tid som transportminister skal der i hvert fald også bygges motorveje.”

Ministerens vision ledsages af et stort opsat foto: Man ser Heunicke siddende på bagsædet af sin ministerbil, hvor han kigger ud på de forbipasserende cyklister i det københavnske bybillede.

Det går hurtigt i dansk politik for tiden. Ikke mindst i dansk transportpolitik.  I sidste uge havde vi en kvindelig transportminister, der både i form og indhold signalerede nytænkning: Transportministeriet har traditionelt været en temmelig teknokratisk affære præget af maskuline motorveje, den altid vanskelige togdrift og en generel ingeniørtankegang med fokus på asfalt og togskinner. Pia Olsen Dyhr markerede et nybrud. Hun viste, at transportpolitik i høj grad er værdipolitik – det handler om, hvad vi vælger at bruge vores fælles arealer på, det fælles rum hvor vores prioriteringer, indretning og adfærd sætter sit kraftige præg på hele den danske kultur.

Pia Olsen Dyhr talte meget om cykler og sørgede for ofte at blive set på en cykel, fordi cykler er både bæredygtige og billige. Alle har råd til en cykel, og der kan være seks cyklister på den plads en bil fylder. Som henholdsvis landsformand og direktør i Cyklistforbundet er det næppe overraskende, at vi er glade for en politisk prioritering af cykler. Men bortset fra, at vi selvfølgelig hellere havde set den nye transportminister bevæge sig fremad ved egen pedalkraft frem for at sidde passivt på bagsædet af sin ministerbil, så er vi også i et større perspektiv forundret over Heunickes første udmeldinger. Vi tager et citat mere fra den gennemasfalterede artikel:

”Hvis man er vild med motorveje – og jeg kan godt lide infrastruktur – og man ser rundkørslen deroppe ved Herning, så tror man jo, at man kører ved Chicago,” siger transportministeren til Berlingske. Umiddelbart skulle man jo tro, Heunicke ville bruge Chicago som eksempel på, at man i USA’s tredjestørste by bevidst bevæger sig væk fra en bilcentreret tankegang og i stedet forsøger sig med danske cykelløsninger. For det er netop hvad Obamas tidligere stabschef, Rahm Emanuel, er i gang med som borgmester i Chicago – en massiv satsning på at få borgerne ud af bilen og op på cyklen.

I Cyklistforbundet har vi i flere omgange haft besøg af delegationer fra Chicago, der henter dansk og københavnsk knowhow om, hvordan man kan bygge færre motorveje og flere cykelstier. Men Heunicke er vist i gang med at lovprise Chicagos tidligere fokus på biler og ikke byens nye satsning på bæredygtige transportløsninger, der gavner både miljø og byliv. Sådan må vi forstå hans udtalelser.

Biler har været og vil forsat være med til at skabe vækst i samfundet. Ingen tvivl om det. Men som den internationale udvikling i mange byer og lande viser, så handler moderne transportpolitik om meget mere end biler og motorveje.

Copenhagenize er blevet et internationalt begreb, der henviser til, at storbyer over hele verden forsøger at introducere cykelkultur og cykelinfrastruktur efter Københavnsk forbillede.

Det ville være beroligende, hvis den nye transportminister havde nogle visioner, der rakte længere end til det, man har gjort de sidste 50 år. Hvis han fremhævede nogle af de progressive danske transportløsninger, der tiltrækker ikke bare internationale medier som CNN, men også byplanlæggere og ingeniører fra New York, Los Angeles, Chicago, London, Paris, Sydney og masser af andre byer.

”Cykling er et billigt, sundt og forureningsfrit transportmiddel. Det er en vigtig prioritering for regeringen at fremme cyklismen”, står der i regeringsgrundlaget ET DANMARK, DER STÅR SAMMEN.

Vi håber, Heunicke vil satse mere på en cykelsti til fremtidens bæredygtige løsninger end en motorvej til fortidens uholdbare biltankegang. Vi kan kun opfordre ham til at rejse sig fra bagsædet af bilen og træde i pedalerne.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

9 kommentarer

  • Af Mogens Sørensen 8. februar 2014
    Det var et godt svar på en lidt uheldig udmelding.
  • Af Per Holm 8. februar 2014
    Hvis nogen udenforstående skal orke at læse en kommentar og nå frem til det væsentlige skal den altså formuleres kort og fyndigt.

    Her står det vigtige i de to sidste paragraffer. Resten kunne med fordel undværes. Hvad skal vi for eksempel med hele nekrologen over Pia Olsen Dyhr når hun ikke er død?

    Spindoktorer - eller hvem som helst ellers - hjælp de to! :-)
  • Af Jacob 8. februar 2014
    Der bliver skudt med megen løs krudt i det indlæg. Forestiller Cyklistforbundet sig virkelig, at man skal stoppe udbygningen og forbedringen af vejnettet? Det er utopi. Det ene udelukker jo ikke det andet.
  • Af Per D. 8. februar 2014
    Mon Heunicke også har en midtjysk motorvejskorridor (en "Hærvejsmotorvej") "på ønskesedlen" ?!. Anlæg af ca. 170 km motorvej (eller deromkring) syd-nord
    op gennem Jylland vil gøre ubodelig skade på nogle af vore flotteste naturområder, der ligger som store sammenhængende "bånd" vest- øst. Områderne skæres over (fragmenteres), og vejstøjen vil brede sig langt ud til førhen stille områder i et i øvrigt ret så støjramt land. For blot at nævne et par negative effekter ved en sådan vej. (PS: Er du (også) mod en "Hærværksmotorvej", kan du skrive under på: www.skrivunder.net)
  • Af Hubert Jensen 14. februar 2014
    Efter min start på cykel først i trediverne fortsatte jeg efter 2.verdenskriges ophør med at køre Skandinavien rundt, på noget man i dag vil kalde for en "havelåge".
    Umiddelbart efter mit 76.år måtte jeg skifte til en Medema M1-4wh og har fortsat siden 2010 at køre dag-lange strækninger som Hærvejen fra Viborg til Frøslev og lignende - ca 3-4 tusinde km. om året.
    Jeg sætter derfor høj pris på gode og velafmærkede cykelveje - mit forbillede er Sverige/Skåne-Halland og Blekinge og er på den måde nået på den anden side af 85 år.
    Det er en god måde for mig og mine artsfæller at forny sit bekendtskab til Naturen - og gruppen øges efterhånden som de unge bliver voksne.
    Det skulle I arbejde noget mere på, - Jer som sidder "ved roret" i dag, så det er klart til brug når i unge bliver voksne.
    Foråret så sagte kommer - men jeg har hørt at Lærken er på vej. Så god sommer!
  • Af Bjørn Petersen 14. februar 2014
    Det var et godt indlæg om et sørgeligt emne. Måske lefler han for Berlingerens miljøfjendske læsere? Jeg mener, han tidligere har gjort meget ud af at fremstå som togpendler - måske for at lefle for nogle andre. Efterhånden er det svært at tro socialdemokrater mener noget som helst for alvor.
  • Af Peter Bendix 15. februar 2014
    Inden man kommer for godt i gang med nye motorveje var det måske en ide at sørge for at Frederikssundsmotorvejen bliver færdigbygget, så vi i Ballerup kan få lidt fred for den uudholdelige trafikstøj vi trækkes med til daglig.
    Samtidig virker det som om Supercykelstien mere eller mindre er lagt på is.
  • Af Lilie Naira 17. februar 2014
    Hvis man altid gør, hvad man altid har gjort, vil man altid få, det man altid har fået. (Vælger visionsløse ministre feks.)

    Der sker ikke noget nyt for miljøet, hvis ikke vi gør noget nyt for miljøet. Så klart vi ikke har brug for endnu en minister, der tænker på monumenter over sig selv. Vi har brug for både stabil og fleksibel trafik, som når ud i alle hjørner af landet, samt nytænkning og plads til cyklister og langsomtkørende el-trafik.

  • Af Knud thøgersen 25. februar 2014
    Hej der lever sørger osse folk uden for København