Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

5
139

Hvordan er din kommune at cykle i?

I Cyklistforbundet forsøger vi at blive klogere på, hvordan cyklisterne oplever cykelforholdene i kommunerne. Derfor spørger vi: Hvordan er din kommune at cykle i?

26. marts 2012

Hvad tæller for dig, når du cykler rundt i din kommune? Er det antallet af cykelparkeringsstativer, tryghed eller muligheden for at komme hurtigt frem? Og hvor tilfreds er du egentlig med de rammer, kommunen skaber for cyklisterne i form af cykelstier, muligheden for at kombinere cyklen med andre transportmidler og skiltningen for cyklister? Det vil vi i Cyklistforbundet gerne vide. Vi forsøger nemlig til stadighed at få et klarere billede af, hvordan cyklisterne oplever cykelforholdene i kommunerne.  

Kommunerne konkurrerer på livsstil

De seneste år har cykelinvesteringer udviklet sig til et kommunalt konkurrenceparameter. Det handler om den livsstil, som kommunen kan tilbyde sine borgere - i forhold til transport, sundhed og miljø. Og cykler signalerer overskud, livskvalitet og vitalitet.

Vi har brug for din mening 

I Cyklistforbundet holder vi skarpt øje med hvilke kommuner, der gør det godt på cykelområdet - hvem der tænker nyt, hvem der investerer og forkæler cyklisterne. Men hvad tænker brugerne, og er der nogle kommuner, der scorer særligt højt, når det kommer til cyklisttilfredshed? Det kan du hjælpe os med at finde ud af. Brug fem minutter på undersøgelsen og send gerne videre til andre cyklister. Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i en senere udgave af Nyhedsbrevet Cyklister.

Tak for din hjælp!   

Spørgeskemaundersøgelsen - er afsluttet.

Tak for jeres deltagelse.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

5 kommentarer

  • Af Birte Gam-Jensen 18. juli 2012
    Prøvede at gennemføre undersøgelsen, men den sluttede brat. Spørgsmålene er i øvrigt svagt tågede: Tryghed og cykelstier kan være to sider af samme sag, en skelnen mellem fritids- og hverdagscykling virker generelt kunstig - og cykelparkering i den ydre provins kan udmærket være op ad en husmur, hvis man ikke lige trues med et 'Cykler fjernes uden ansvar'. Og hvad menes der med muligheden for at komme frem på cykel? (Helt fin, hvis man ikke lige bliver kørt ned undervejs). Måske kunne spørgsmålene præciseres?

    Venlig hilsen

    Birte Gam-Jensen
  • Af Hans Henrik Hansen 19. juli 2012
    Samme erfaring: Brat afslutning, som efterlader tvivl om, hvorvidt besvarelsen overhovedet er 'registreret'.
    (Bortset fra det, synes jeg i det store og hele, at spørgsmålene er OK).
  • Af Line Hviid, Webredaktør, Cyklistforbundet 19. juli 2012
    @Birte og Hans Henrik Tak for jeres konstruktive feedback. Vi tager det med næste gang vi skal skrue en spørgeskemaundersøgelse sammen.
  • Af Anne Mette Voldbjerg 12. august 2012
    jeg forsøgte at åbne for spørgeskema undersøgelsen, men det var desværre ikke muligt.
    Håber at få muligheden senere.
    Mvh
    Anne Mette
  • Af Trine Stig Mikkelsen, Udviklingskonsulent, Cyklistforbundet 13. august 2012
    Spørgeskemaundersøgelsen er lukket for besvarelser. Desværre har kun 130 cyklister (fordelt på ca. 40 forskellige kommuner) gennemført undersøgelsen. Med under fem besvarelser i de fleste kommuner er det derfor meget vanskeligt at udlede noget fornuftigt og statistisk gangbart om hvilke kommuner, der ifølge cyklisterne har de bedste cykelforhold.
    Men vi håber I har lyst til at lege med – og dele til højre og venstre - en anden gang, når vi undersøger brugertilfredsheden ude på cykelstierne :-).
    Tak for hjælpen.