Foto: Henrik Petit

0
252

Jeg ønsker mig verdens bedste cyklistforbund

I denne tid starter et nyt kapitel i Cyklistforbundets historie. En ny landsformand og en ny direktør er klar til at tage udfordringerne op. Arbejdet for cyklisterne skal styrkes udadtil og organisationen skal samtidig tilføres ny energi indadtil.

Af Jette Gotsche
22. maj 2014

Ny energi til gammelt forbund

Mit ønske er, at vi skal have verdens bedste cyklistforbund.
I mere end 100 år har Cyklistforbundet været den måske vigtigste drivkraft bag udviklingen af cykellandet Danmark – og netop nu er vi på vej ind i et nyt kapitel af forbundets historie.
I løbet af få måneder har vi fået ny landsformand, ny direktør og en væsentlig udskiftning i hovedbestyrelsen. Men nu er alle på plads, og vi er allerede i fuld gang med arbejdet.
Udgangspunkt er rigtig godt, for i dag er Danmark en international rollemodel på cykelområdet og fremhæves som eksempel til efterfølgelse mange steder i verden. Og det skyldes ikke mindst det lange seje træk, som Cyklistforbundets medlemmer, venner og samarbejdspartnere har leveret gennem de seneste årtier.

Medlemmerne i fokus

Men der er fortsat masser af plads til forbedringer og et kæmpe potentiale for både cyklismen og Cyklistforbundet. I den kommende tid vil vi fortsætte med at styrke vores indflydelse gennem konstruktive møder med både de relevante politikere og en række nye og gamle samarbejdspartnere. Vi vil også arbejde med organisationen indadtil, så vi kan bakke yderligere op om den lokale indsat og øge medlemsskaren.
Jeg glæder mig til at løse opgaven sammen med Cyklistforbundets nye direktør, Klaus Bondam, sekretariatet, afdelingerne rundt om i landet og den nye hovedbestyrelse. Og så glæder jeg mig i særlig grad til at løse opgaven sammen med og til glæde for Cyklistforbundets nuværende og kommende medlemmer.
Gennem dit medlemsskab støtter du både cyklismen og arbejdet for en mere bæredygtig fremtid. Tak for det!

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder