1
41

Midt på vejen - og med påhængsmotor

110 ÅRS JUBILÆUM: "Mennesker er nysgerrige. Det er vi også på Cyklister. Så vi besøgte clairvoyant Tina Mikkelsen for at få et kig ind i cyklismens fremtid. Er du også nysgerrig? Så læs vores spørgsmål og svar". Dette interview med clairvoyant Tina Mikkelsen blev oprindeligt bragt i medlemsmagasinet CYKLISTER i 2005, da Cyklistforbundet fyldte 100 år.

Af Rikke Ravn Faber

Vil flere vælge cyklen frem for andre transportmidler i fremtiden?

"Ja, mange mennesker vil ønske at signalere, at de har tid og overskud. Vi vil reducere vores tidsforbrug foran tv’et for i stedet at kunne gøre ting, der viser, at vi er til stede i nuet med ro og nærvær. Så ja, vi vil cykle mere. Og undskyldningen om, at 'det tager for lang tid på cykel' vil ikke gælde mere. For der vil i fremtiden blive set op til folk, der tager sig den tid, det tager".

For mange bilejere er det en vane at hoppe ind i bilen, uanset hvor langt de skal. Vil vi blive bedre til at vælge cyklen på de korte dagligture?

"Ja, især på grund af dagslyset. Flere og flere mennesker vil efterhånden prioritere at være mere ude i dagslyset. Der er så småt begyndt at komme undersøgelser af lysets betydning for vores velvære. Men der vil komme nye undersøgelser, og de vil vise, hvor ekstremt vigtigt dagslyset er for os".

Hvad vil vi mest af alt cykle for i fremtiden – sport, transport, image, frisk luft, ro i sjælen eller…?

"Vi vil have rigtigt meget fokus på sundheden. Der vil være status i at vælge sundheden til – vi vil se op til de mennesker, der lever sundt. Og gradvist vil flere komme med på vognen. Det vil ikke være fordi, man skal tabe sig eller have motion, men fordi der er prestige i den sunde livsstil". 
 
Vil cyklen få en mere central rolle i infrastrukturen i fremtiden, så det bliver lettere og sikrere at være cyklist?

"Jeg ser cyklerne køre i en slags tunnel på midten af vejbanen. Altså at der vil blive lavet cykelstier på midten af mange eksisterende veje med en slags autoværn udenom. Nogle steder vil man inddrage en af bilernes vejbaner til de nye midterstier, andre steder vil man gøre kørebanerne smallere. Man vil også se de nye stier på enkelte motorvejsstrækninger. Her bliver det muligt at hægte en slags påhængsmotor på cyklen, som man så at sige får ”et skub bagi” på de lidt længere strækninger". 

Får cykelhjelmen sit endelige gennembrud?

"Nej, det vil aldrig blive smart at have cykelhjelm på. Men det vil heller ikke være helt så nødvendigt, fordi cykelstierne vil blive meget sikre at færdes på".

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

1 kommentarer

  • Af Lise Bergsøe,  19. oktober 2015
    Jeg vil bare kommentere billedet "midt på vejen". Hvor ville jeg dog nødig befinde mig der med min cykel - i støj og stank.