I dag findes der mere end 10.000 km skiltede cykelruter i Danmark. Foto: Cyklistforbundets arkiv / Mikkel Østerggard

Nationale cykelruter

110 ÅRS JUBILÆUM: Cyklistforbundet har arbejdet i cyklistens tjeneste siden 1905. Her får du historien om kampen for den rekreative cykling - før og nu.

Af Christina Britz Nicolaisen og Jakob Schiøtt Stenbæk Madsen

Baggrund

I 1970’erne var det nærmest blevet umuligt at cykle en længere tur i Danmark uden motorstøj og bilos. Derfor begyndte Cyklistforbundet at drømme om et landsdækkende netværk af særlige cykelruter, som skulle gå gennem naturskønne områder og markeres med skilte. Det politiske arbejde for nationale cykelruter begyndte i 1978.

Sejren

Ruterne blev første gang behandlet på statsligt niveau i 1985, og i 1988 blev planen endeligt vedtaget. Amterne stod for udpegning og skiltning af ruterne, og verdens første nationale cykelrutenetværk lå klar til indvielse i 1993.

I 2014 kom nyeste skud på stammen i form af to Panorama-ruter, der løber langs kysterne i øst og vest. Panorama-ruterne binder Danmark sammen med resten af Europa via de såkaldte EuroVelo-ruter, der er inspireret af Danmarks nationale cykelruter.

Fremtiden

I dag findes mere end 10.000 km skiltede cykelruter i hele landet. Men arbejdet fortsætter blandt andet med at udvide netværket, skabe gode faciliteter, oplevelser og overnatning og forbedre de allerede eksisterende ruter. Cyklistforbundet arbejder også på at få kommuner og turismeaktører til at se potentialet og investere i cykelturisme.

Dét kan du gøre

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

4 kommentarer

  • Af Anders L. Rasmussen,  16. oktober 2015
    Jeg savner at kunne finde disse ruter som GPS ture.
    Men, også når jeg skal finde rundt på cykel i en by jeg ikke kender for godt.

    VH Anders L. Rasmussen, Aabenraa
  • Af Peter Bendix,  17. oktober 2015
    Jeg kunne godt lide at vide hvem der har overtaget ansvaret for cykelruterne efter at amterne blev nedlagt?
    Mine ture rundt i landet viser alt for mange fejl i skiltning og manglende vedligeholdelse.
    Det gælder både lokale nationale og regionale ruter.

    Med venlig hilsen
    Peter Bendix
  • Hej Anders, du kan finde ruterne digitalt via Cyklistforbundets open source "Cyclistic" - under officielle ruter:
    http://cyclistic.dk/da/officielle-ture/ (kopier linket)

    Og på Naviki.org (=den fælleseuropæiske ruteplanlægger) og via Navikis app kan du også finde gode cykelruter. God fornøjelse :) /Christina
  • Hej Peter, det er hovedsageligt kommunerne, og der hvor ruten løber langs en statsvej er det Vejdirektoratet. Som du helt sikkert ved er Cyklistforbundet klar over problemerne, og som du formentlig også ved er det noget, forbundet stædigt kæmper for at forbedre. Bla. via vores arbejde og medlemsskab i foreningen Dansk Cykelturisme, hvor vi har næstformandsposten. Læs mere om foreningen på cykelturisme.dk
    mvh Christina