Foto: Mikkel Østergaard

0
313

Cyklistforbundet får ny souschef

Trine Stjernø er ny souschef i Cyklistforbundet. Hun tiltræder stillingen til august.

Af Christina Britz Nicolaisen
07. juli 2014

Cyklistforbundets nye souschef bliver Trine Stjernø, der kommer fra en stilling i Kulturministeriet, hvor hun gennem de seneste ti år har stået spidsen for en lang række store udviklingsprojekter. Trine Stjernø er uddannet cand. scient. pol og har solid erfaring med både projektledelse og ledelse, ligesom hun også har tilbragt nogle år i Bruxelles, hvorfra hun medbringer solid international erfaring.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde i Cyklistforbundet, fordi cykelsagen rummer store fremtidsperspektiver i forhold til vigtige dagsordner som miljø, folkesundhed og trængsel. Jeg kommer fra kulturområdet – og selv om det er noget andet, kan jeg alligevel også se mange fællestræk. Jeg er fx vant til at have med en meget bred vifte af samarbejdspartnere at gøre – lige fra den enlige ildsjæl til de største organisationer. Jeg er også vant til, at der ikke altid er så mange penge til projekterne, som man kunne ønske sig. Så jeg føler mig helt klar til at tage udfordringen op.”, fortæller Trine Stjernø.

Samtidig siger Cyklistforbundet farvel til tidligere souschef Trine Juncher Jørgensen, som efter ti år i cykelsagens tjeneste har valgt at søge nye udfordringer og rejse med sin familie til Grønland.

”Det er altid trist at sige farvel til gode medarbejdere, men efter at have modtaget 71 ansøgninger har vi nu ansat Trine Stjernø. Jeg er sikker på, at hun med sin meget stærke faglige og personlige baggrund kan være med til at sætte cykelsagen endnu højere på den danske dagsorden og styrke Cyklistforbundet både internt og ikke mindst eksternt. Jeg glæder mig meget til et tæt samarbejde med Trine”, siger Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam.


Trine Stjernø tiltræder sin nye stilling i Cyklistforbundet d. 25. august. 


 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder