Foto: Ursula Bach

Klimaevent: Ring the Leaders

Verdens førende klimaforskere kommer til København med dystert nyt om klodens tilstand. Vi støtter op om forskerne og deres budskab med en event på Københavns Rådhusplads, hvor vi ringer med klokkerne for klimaet. Det sker mandag d. 27. oktober, og alle er velkomne.

Af Christina Britz Nicolaisen
08. oktober 2014

Cyklistforbundet inviterer til klima-peptalks, musik og lune drikke når verdens førende klimaforskere - FN's Klimapanel - kommer til København. Og de ca. 400 forskere kommer ikke med gode nyheder. Det er tid til handling, og der er brug for at råbe verdens ledere op.

Stor klimaevent på Rådhuspladsen

For at vise vores støtte til forskerne arrangerer Cyklistforbundet en klimaevent på Rådhuspladsen i København mandag d. 27. oktober kl. 19:30-20:30, hvor FN's Klimapanel samtidig er gæster inde på Rådhuset.

Kom og hør peptalks fra aktive unge, der kæmper for en bæredygtig fremtid. Mød organisationer, der gør en reel forskel med konkrete, kreative og klimavenlige initiativer. Og hent inspiration til hvordan du selv kan blive klima-aktiv eller få en mere bæredygtig livsstil.

Aftenens program

Vi er rigtigt glade for at kunne præsentere seks talere fra en række spændende organisationer, der kommer med hver hver deres vinkel på klimaet. Kom og oplev:

Dansk Vegetarforening v/ Tobias Sørensen

Ungdommens Røde Kors v/ Amalie Utzon

Praktisk Økologi v/Trine Krebs

Grøn Kirke v/ Hanna Smidt

Maritime Nyttehaver v/ Joachim Hjerl

Mellemfolkeligt Samvirke v/ Theis Eizo de Noord

Ta' cyklerne med

Karmakanonen leverer musikken og vi byder på lune drikkevarer og snacks. Cyklistforbundets direktør Klaus Bondam er konferencier og binder aftenens program sammen. Og husk din cykel - for vi afslutter eventen med en fælles cykelklokkeringning til fordel for klimaet.

Følg eventen på Facebook

Fakta om FN's klimapanel

FN's Klimapanel (IPCC) er et videnskabeligt organ under FN - med 195 medlemslande. Panelet blev oprettet i 1988 af FN's særorganisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UNEP) som opfølgning på Brundtland-rapporten "Vores fælles fremtid". Formålet er, at give et klart videnskabeligt syn på aktuel viden om klimaændringer og potentielle konsekvenser.

Klimapanalets femte hovedrapport afsluttes og offentliggøres i København 27.-31. oktober. Det er den første store klimastatus siden præsentationen af den fjerde hovedrapport i 2007. Klimapanelets rapporter bygger på bidrag fra tusindvis af forskere fra hele verden, og godkendes af regeringerne. 
Kilde: DMI

Eventen arrangeres i samarbejde med Sharing Copenhagen

 

       

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

1 kommentarer