0
219

Stop højresvingsulykkerne!

Cyklistforbundet vil være med til at gøre en indsats for at Danmark er et af de sikreste lande at cykle i.

Af Landsformand Claus S. Hansen og direktør Jens Loft Rasmussen, Cyklistforbundet

Tidligere i år holdt en 12-årig pige sammen med sin 6-årige lillebror for rødt lys i et lyskryds i Nakskov. De var på vej til skole. Da det blev grønt, cyklede de frem, og den 6-årige skoledreng blev kørt over af en højresvingende lastbil.

På baggrund af ulykken i Nakskov – og alle andre højresvingsulykker - gentager Cyklistforbundet det budskab, vi har haft siden 2006:

Vi ønsker et lovpligtigt orienteringsstop for lastbiler!

V i henviser bl.a. til den rapport, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker udgav i 2006 efter otte måneders indsamling af data om og efterfølgende analyse af 25 ulykker, hvor en højresvingende lastbil ramte en ligeudkørende cyklist.

Konklusionen var meget klar:

”I samtlige 25 undersøgte ulykker foretog lastbilen selve højresvinget i en glidende kørsel uden stop undervejs. Selv med lav hastighed er der ikke tid nok til at orientere sig omhyggeligt om øvrige trafikanter, herunder cyklister. Det skal derfor være et krav, at lastbiler under selve svingningsmanøvren stopper helt for at orientere sig, lige inden de kører over cyklisternes køreareal”.

Lad os lige præcisere: Cyklistforbundet beder ikke nogen om at slukke motoren. Eller stå ud af lastvognen. Vi vil bare gerne have, at lastvognschaufførerne – ikke bilister i almindelighed, men netop lastvognschauffører, fordi de har et begrænset udsyn – stopper op og orienterer sig ordentligt. FØR de svinger til højre.

Siden 1. januar 2012 har Cyklistforbundet omtalt samtlige højresvingsulykker på vores hjemmeside, www.dcf.dk. Det vil vi fortsætte med – for at sætte fastholde på problemet og dermed presse på for at finde løsninger. Så det kan blive endnu sikrere at cykle.  

Foråret og cykelsæsonen er over os. Bl.a. takket være Cyklistforbundets indsats er Danmark nu et af de sikreste lande at cykle i. Generelt har antallet af dødsulykker med cyklister været rekordlavt de seneste år.

Men så længe, der sker alvorlige ulykker, er der plads til forbedring. Én af forbedringerne er et lovpligtigt orienteringsstop for lastvognschauffører! Derfor presser vi fortsat på over for bl.a. politikere og offentlighed. I mellemtiden – pas godt på jer selv derude og nyd cykelturen.
 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder