Foto: Cyklistforbundet/Mikkel Østergaard

9
8

Køb den rigtige hjelm

Det er vigtigt at vælge den rigtige hjelm, ellers kommer den ikke på.

Vælg den, der sidder godt - og som du synes er pæn 

Der er mange forskellige hjelme på markedet i Danmark og de fleste giver god beskyttelse.

Vælg en, der sidder godt på hovedet og som du synes er nogenlunde pæn. Det øger chancen for, at du får den brugt.

De findes i næsten alle former og farver, cykelhjelmene. Lige fra de helt diskrete over rumvæsen-looket til de festligste børnehjelme i pangfarver. Det betyder ikke det store for sikkerheden, for her klarer hjelmene sig gennemgående godt, så derfor er det vigtigste at vælge en, som du vil få brugt.

Hjelmens udseende betyder meget for, om den faktisk kommer i brug, så vælg så vidt muligt én du kan lide.

Det er dog mindst lige så vigtigt at tage højde for pasformen – og her er der faktisk stor forskel modellerne imellem, så det kan betale sig at prøve nogle stykker.

Komforten er vigtig

En hjelm, der sidder dårligt, ryger sandsynligvis hurtigt ind bag i skabet. Derfor er det en dårlig idé at købe en hjelm uden at prøve den først. Det er også meget forskelligt, hvor nemme hjelmene er at indstille i nakken og på spænderne. Det er bestemt værd at undersøge – ikke mindst, når det gælder børnehjelmene.

Tjek også, hvor mange og hvor store ventilationshuller der er i hjelmen. Kompakte hjelme kan blive meget varme at have på – og varme hjelme ryger hurtigt langt om i nakken, så panden er blottet – og i værste fald ryger de måske helt i glemmebogen.

Skaterhjelme kan også bruges som cykelhjelme, og mange synes, de ser seje ud, men vær opmærksom på, at de ikke kan justeres på samme måde som cykelhjelmene. Derfor er de kun et godt valg, hvis dit hoved tilfældigvis passer perfekt til hjelmen.

Store prisforskelle

Der er stor forskel på priserne, når det gælder cykelhjelme. De varierer fra et par hundrede til flere tusind kroner, og de dyreste er ikke nødvendigvis de bedste. Fælles for dem er dog, at de skal kasseres, hvis de har været udsat for et hårdt stød. Der er nemlig ingen garanti for, at de også holder anden gang uheldet er ude.

Er hjelmen godkendt?

En godkendt cykelhjelm er en garanti for, at sikkerheden er i top. En cykelhjelm skal være CE-mærket. Hvis der sammen med CE-mærket er vist godkendelsesnummeret EN 1078, er man sikker på, at hjelmen opfylder den europæiske standard for cykelhjelme.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Vi elsker jeres kommentarer!

Og vi bestræber os på at deltage i debatten og svare på jeres spørgsmål. Men vi får rigtigt mange henvendelser og kan derfor - desværre - ikke svare på alt.

9 kommentarer

  • Af Nathan Kommar 5. maj 2012
    Jeg kunne ikke få øje på oplysning i relation til vejret.
    Er der taget højde for beskyttelse mod regn ved hjelmenes mange ventilationsåbninger?
    Hvordan er det med cykelhjelm i frostvejr?
  • Af Allan Carstensen, Cyklistforbundet 8. maj 2012
    Att Nathan
    Hjelmen er lidt som en hue, den beskytter mod regn og kulde, men ikke 100 %. På samme måde kan den være lidt varm om sommeren. Hvis det virkelig styrter ned, kan du købe et regnovertræk, og hvis det er rigtig koldt, kan du kombinere hjelmen med en særlig hjelmhue, der giver ekstra varme, men er så flad, at den kan være under hjelmen. Begge løsninger er temmelig usmarte, men de hjælper.
  • Af Anne Nielsen 1. juni 2012
    Jeg er væltet og stødte hjelmen hårdt i jorden. Fraset at det det "indre bånd" som man kan spænde med et lille hjul i nakken er revet fra i den ene side og meget diskrete trykmærker på udsiden af hjelmen, hvor jeg ramte, er der ikke synlige tegn til skade. Der er altså ingen revner. Anbefaler man at hjelmen skiftes?

    Mvh Anne
  • Af allan carstensen cyklistforbundet 4. juni 2012
    Att Anne
    Enhver hjelm der har været med i et styrt bør udskiftes. Hvis den er revnet er det temmelig tydeligt. Desværre kan de stødabsorberende egenskaber også forringes ved komprimering . I det tilfælde kan det desværre være meget vanskeligt at erkende i hvor høj grad matrialet er deformeret og om hjelmen igen vil fungere som ønsket. Derfor anbefales det som sagt altid at udskifte en hjelm der har været med i et styrt.

    Mange cykelhandlere, hjelmproducenter og internetsider anbefaler også at man skifter hjelmen ud hvert andet år, det er der tilgengæld slet ingen grund til. Ingen undersøgelser vise at hjelmenes stødabsorberende egenskaber fortager sig over tid.
  • Af Anders 27. juni 2012
    Min datter har hørt i skolen, at cykelhjelme der er blevet stødt (faldet på gulvet) bør udskiftes. Jeg tænker, at et 'hårdt stød', som omtalt i artiklen, må være mere end et fald fra f.eks. 1 meters højde. Kan I give et svar på det?

    med venlig hilsen
    Anders
  • Af allan carstensen cyklistforbundet  2. juli 2012
    Hej Anders,
    Din datter ret, der er en risiko for at en hjelm der falder på gulvet får forringet sine stødabsorberende egenskaber. Men i den virkelige verden er det selvfølgelig urealistisk (eller hjelm producenternes drøm) at man udskifter hjelmen hver gang den har været en tur i gulvet. Jeg vil anbefale følgende forholds regler.
    a) Udskift hjelmen hvis man er styrtet med den, og hjelmen ramte jorden.
    b) Kig hjelmen efter en gang i mellem, hvis der er synlige revner, eller hvis den lyder revnet når man banker på den, lige som når man banker på en dør. Så bør den skiftes ud.
  • Af Hans i dag
    Med hensyn til alderen på hjelmen mener jeg, at man ved køb af en ny hjelm bør være opmæroksom på produktionsåret, som er påklistret hjelmens indven dige side og udvælge sig en hjelm, som ikke er flere år gammel. Mig bekendt må autodæk, som er mere end 5 år gammel ikke sælges pga. af gummiets nedbrydbning. Der må være en grund til. at producenterne af cykelhjelme er pligtig at oplgive fremstillingsåret. Men dette er du måske ikke enig i. Mvh. Hans.
  • Af Mette 22. december 2012
    Når man nu skal købe hjelm til en toårig, som ikke kan fortælle om hjelmen sidder hodt og er konfortabel - hvad skal man så være opmærksom på?
  • Af Line Hviid, Digital redaktør, Cyklistforbundet 3. januar 2013
    @Mette Vi ved desværre ikke så meget om 2-åriges hjelm-komfort, men vi gætter på, at hvis de vedholdende skriger og skråler, når de får hjelmen på - og måske ligefrem hiver i den - så kan det jo meget vel være, at den generer :)