0
0

Byg din egen cykel

Cykelmarkedet bugner. Alligevel kan være svært at finde en cykel, der opfylder alle dine ønsker. Men bygger du cyklen selv, kan du komme tæt på. Her får du vores guide til cykelbygning for begyndere.

Af Lasse Schou Hauschildt
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdfLæs i browser (issuu)

1) Styrfittings og frempind
Når du skal fra råt stel til færdig cykel er første skridt at montere forgaffel og styrfittings. Styrfittings er de skåle og kuglelejer, som forbinder forgaflen med stellet og sikrer, at forhjulet kan drejes. Montering, størrelser og typer af styrfittings kan være tricky og kræver specialværktøj, så en tur forbi cykelsmeden kan være godt givet ud. Har du købt et stel, hvor forgaflen allerede er monteret, så kan du bare smøre og gå videre til at vælge den frempind, som skal holde dit styr. Husk: Frempindens længde bestemmer, hvor foroverbøjet din kørestilling er – så vælg med omhu.

2) Cockpittet – styr, bremsegreb og gearvælgere
Racerstyr, mågestyr, butterflystyr eller bare et snorlige styr? Styret afgør, hvordan du interagerer med din cykel. Og så er styrets form sammen med styrbånd og greb virkelig med til at give cyklen personlighed. Du kan udforme cockpittet efter dine præferencer. Men vær opmærksom på, at gedebukkestyr typisk ikke har samme diameter som andre typer styr. Så styrvalget bestemmer hvilke bremsegreb og gearvælgere, du kan bruge: Et lige MTB-styr passer til triggerskiftere og traditionelle bremsegreb, mens et gedebukkestyr fx passer til de såkaldte STI-greb, hvor bremsegreb og gearskift er integreret. Husk også, at styr og frempind skal passe sammen i diameter. Når du vælger bremsegreb, skal du huske, at trækket i kablet varierer efter grebets type – derfor skal du sikre dig, at dine greb er kompatible med dine bremser.  Ligeledes skal dine gearvælgere passe til din bagskifter og kassette – en gearvælger med ni gear er fx ikke kompatibel med en otte gears bagskifter. Vælg en samlet gruppe, hvis du køber nye komponenter – så ved du, at delene passer sammen.

Læs også: Stel og forgaffel er cyklens skelet

3) Bremser
Nu skal du vælge mellem navbremser, skivebremser og fælgbremser. Og her gør vi kort proces: Med mindre du er en erfaren
selvbygger, anbefaler vi en  klassisk V-fælgbremse eller en  cantilever-fælgbremse. De er klart nemmest at montere, og så går de både til smalle og brede dæk og giver en solid og afmålt bremsekraft.

4) Hjul og dæk
Et hjul består af et nav, eger, nipler og en fælg, og man kan godt selv bygge sine hjul. Men det kræver en del øvelse, så vi anbefaler, at du køber et færdigt hjulsæt. Husk at bredden på baghjulets nav skal passe sammen med dit stel, og husk at dit valg af baghjul definerer typen af gear på din  cykel. Et typisk Shimano-nav til udvendige gear vil passe til både  8, 9 og 10-gears kassetter.    Når du vælger dæk, så køb et sæt, der passer til det underlag, du kører mest på. Men husk at
stel og bremser sætter grænser for, hvor store og brede dækkene kan være. Vælg et sæt, der passer til dine fælge.

5) Sadel og sadelpind
Sadlen er alfa omega for din komfort, og her kan det ikke betale sig at spare. En lædersadel former sig efter din bagdel og giver en perfekt pasform, ligesom sadler med gel er populære. Det er
individuelt, hvad vi sidder godt på. Men sadlens bredde er afgørende, så køb den et sted, hvor forhandleren kan måle din optimale sadelbredde. Gå efter en sadelpind i aluminium, som ikke ruster. Husk at tjekke, om sadelpindens diameter passer i dit stel, og smør pinden ind i fedt, før du monterer den. Ellers kan den sætte sig uhjælpeligt fast i stellet.

6) Krankboks
Krankboksen er cyklens motorrum, og stedet hvor al din kraft bliver ført videre til kæde og hjul. Du skal vælge en krankboks, der passer til gevindet i dit stel og den type krank, du vil montere. En krankboks med firkantet aksel og lukkede kuglelejer er et godt standardvalg. Vær opmærksom på, at boks og krank har betydning for din kædelinje og for hvor tæt dine klinger kommer på stellet.

 

7) Kranksæt, skiftere, kæde  og kassette
Et kranksæt kan have en, to  eller tre klinger og betjenes af en forskifter. Kassetten er en samlet enhed af 7-10 tandhjul, der er monteret på bagnavet og betjenes af en bagskifter. Sammen med kæden udgør disse komponenter samlet set gearene i et udvendigt gearsystem. Størrelsen på dine forklinger og størrelsen på kassettens tandhjul bestemmer cyklens gearing. Vælg en gearing, der passer til dit formål – og husk at kæde, kassette, bagskifter og gearvælger skal være til samme antal gear.

 

Dét kan du gøre

Meld dig ind i Cyklistforbundet - så får du rabat i vores butik
 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder