Foto: Cyklistforbundet/Andreas Hammershøj (hammershoej/Flickr)

1
625

10 råd, når du cykler i is og sne

Hvad du skal tænke på, når vinteren lægger sig på din cykelvej.

1) Stå tidligt op

Tag af sted i god tid, så du kan køre efter forholdene. Det er det bedste råd, vi kan give.

2) Pak let

Undgå tungtlastede cykelkurve, tasker og andet, som gør det svært at styre. Pak let og lavt, fx i en cykeltaske bagpå.  

3) Se og bliv set

Gode cykellygter er et must. Selv i dagslys kan det være svært at læse underlaget, og det er en forudsætning for sikker kørsel. Husk også reflekser, så andre trafikanter kan se dig på lang afstand. 

4) Luk lidt luft ud af dine dæk

Dækket må gerne være lidt blødt pumpet, og jo bredere dæk des bedre. 

5) Sving i en bue

Undgå skarpe og pludselige sving. Tag store, bløde sving i det omfang den øvrige trafik tillader det. Brems ned før svinget - akkurat som i bil - og slip bremsen, før du drejer.

6) Brug bagbremsen

Brems i god tid og gør det forsigtigt. Brug bagbremsen - og slip bremsen, hvis hjulene begynder at skride.

7) Tjek løbende bremserne

Tjek jævnligt, hvordan din cykel bremser: Er underlaget glat? Virker bremserne, som de skal? Særligt fælgbremser kan blive sølet til i is og sjap, og det mindsker bremseeffekten.

8) Hold afstand

Helt banalt: Bremselængden øges, når det er glat, så giv lidt mere plads i trafikken.

9) Fokuser på at cykle

Hold fokus på cyklisten lige foran dig og på den bane, du skal følge.

10) Smør godt

Nogle dage er det svært overhovedet at komme af sted, fordi cyklen er stivfrossen. Du kan forebygge ved at smøre kæde, lås og kabler jævnligt.  

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder

1 kommentarer

  • Af Gustav - VOCF 13. august 2013
    Først skal det siges at de 10 bud er gode for den almene cyklist/pendleren.
    En mountainbikers tilføjelse:
    1, Saddelhøjde
    Hvis der er et godt lag sne/is eller du kører i områder uden intensiv snerydning kan det være en fordel med lavere saddelhøjde. Dette bevirker at du er tættere på jorden når du skal undvige et 'styrt'.
    2, Nattefrost
    Hvis vejrudsigten lover hård nedfrost er det klar fordel at sætte cyklen ind i bryggerset/entreen. På denne måde er du sikret en god start når du hopper på cyklen næste morgen. Der ligger ofte fugt og kondens i bremse- og gearkabler som fryser til.
    3, Bagage
    I glatføre bør du ikke lægge for meget vægt på forhjul da det kan skabe usikker kontrol. tag i stedet en rygsæk på og læg dine ting der i, på denne måde holder du også ryggen varm under den bidende kulde.
    4, Spørg et cykelbud
    Cykelbuddene har deres arbejdsplads på cyklen, de justerer og tilpasser cyklen så de har det bedste redskab.