Foto: Mikkel Østergaard

0
289

Cyklistens dilemma: Skal jeg elske eller hade salt?

Salt er cyklens fjende nummer et. Men uden salt bliver din cykelsti til en glidebane om vinteren. Vi undersøger alternativerne.

Af Rikke Ravn Faber

Det gør salt - kan vi undvære det?

Når salt spredes på cykelstien, opløses det og lægger sig som en tynd lage på asfalten. Saltlagen har et lavere frysepunkt end vand og holder cykelstien isfri. Saltning er billigt og effektivt, men skidt for hække, hundepoter, fodtøj, fliser og vandmiljø – og så får det din kæde til at ruste, hvis du ikke er meget omhyggelig med at rense og oliere.

Men hvad er er alternativet til salt? Vi undersøger fire muligheder:

 

1. Snerydning

En nulløsning kunne være at rydde sne uden at salte. Så ville cykelstien være farbar – men glat, for der kan stadig dannes et islag. Sandsynligvis ville salget af pigdæk stige, og de mest vinterhardcore cyklister ville glæde sig over udfordringen. Men generelt er løsningen ikke attraktiv – øget risiko for styrt betyder færre cyklister på vejene.

 

2. Grus

Op til 1960’erne brugte danske vejmyndigheder primært grus mod glatte veje. Men for at kunne arbejde med gruset i frostvejr, blander man salt i det – så grusning også rustskader på din cykel. Grus er mindre effektivt end salt, for det smelter ikke så meget af isen, men lægger et skridsikkert lag oven på den. Og så er grusning dyrt, for det skal gøres ofte – og gruset skal samles op igen om foråret.

 

3. Sukker – og 100 andre midler

Der findes over 100 alternative tømidler. Sjovt nok kan fx brugen af sukker (melasse) på vejbanen reducere forbruget af salt – det får saltlagen til at klistre bedre til vejen. Urinstoffet Urea er også en mulighed. Det bliver brugt hist og her i kommunerne og er venligt mod bl.a. flisebelægninger og cykelkæder. Men det lugter lidt af stald og indeholder store mængder kvælstof. Det mest kendte miljøvenlige alternativ er den organiske saltforbindelse CMA (calcium-magnesium-acetat), som er effektiv, Svanemærket og kædevenlig – men meget dyrere i indkøb end vejsalt.

 

4. Varme i vejen

En radiator under cykelstien lyder som ren Georg Gearløs, og er det måske også. Men i udlandet laves forsøg, hvor veje opvarmes af vandrør under asfalten. Den sommerhede asfalt varmer vandet op, og det pumpes væk og gemmes i isolerede rør. Når temperaturen er nær nul, pumpes vandet op under asfalten og holder den isfri. Smart. Men dyrt og omfattende. Og ikke lige på vej til danske cykelstier.

  

Konklusion

Cyklister kommer aldrig til at elske salt. Men salt er et effektivt og billigt tømiddel, som vi ikke kommer uden om lige med det samme. Der er mange alternativer – og mens du venter på, at et af dem skal slå igennem, kan du glæde dig over, at kommunerne er blevet bedre til kun at bruge den nødvendige mængde salt. Fx sparer de på saltet ved at bruge en saltlage i stedet for rent salt. Det fjerner ikke rustproblemet, men måske hjælper det lidt.

 

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder