Foto: Mikkel Østergaard

De 10 bud - når du cykler i skoven

På cykel kommer du vidt omkring i skoven. Du må cykle på alle skovens stier og veje, hvis du ta’r hensyn til naturen og skovens gæster. Her er 10 bud på god stil, når du cykler i skoven.

Af Rikke Ravn Faber

1) Skoven er for alle 

Skoven har mange og vidt forskellige gæster – de lufter hunde, ser på fugle, går på jagt, rider, vandrer, løber og cykler. Regel nummer et er: Tænk over, hvad de andre laver i skoven og vis hensyn til det. 

2) Sæt farten ned, når du møder andre

Kør efter forholdene – og tænk på, at gående og skovens dyr færdes på kryds og tværs af stierne. 

3) Brug gerne klokken

Vær sikker på, at gående ved, at du kommer. Giv et lille klemt med klokken.    

4) Færdselsloven gælder også i naturen

Også i skoven skal du køre efter færdselsloven. Du skal køre efter forholdene, du skal køre i højre side af skovstien, ligesom på cykelstien – og der er højre vigepligt på stierne.

5) Kør på stier og veje

Du må cykle på alle stier og veje i skoven, som fremstår egnede til at kørsel på en almindelig cykel. Skovbunden er sart natur, som tager skade, hvis mange cyklister kører på den. Det samme gælder også skovens skrænter og stendiger. Så her må du ikke cykle. 

6) Undgå vandre- og rideruter

Det er ikke en regel – men det er god stil – at undgå at cykle på skiltede vandreruter eller rideruter. 

7) Tjek om skoven er privat

I offentlige skove må du cykle hele døgnet. I private kun fra kl. 6 morgen til solnedgang. Og i de offentlige skove må du gerne gå i skovbunden, mens du altid skal blive på stierne i de private skove. 

Du kan ofte se på skiltepæle, om skoven er privat eller offentlig: 

Røde pæle = statsskov
Sorte pæle = kommunal skov

Grønne pæle = privat skov

8) Kør mtb på mtb-spor

Vil du have pulsen op og køre stærkt? Så gør det på mtb-spor, der er lavet til det. I statsskovene er der 350 km af slagsen – vi har samlet nogle links til spor nedenfor.  

9) Skru ned, hvis I kører mange i flok

De fleste gæster i skoven elsker skovens fred og ro. 10 snakkende cyklister kan virke som lidt af et lokomotiv, der drøner forbi. Tænk på, at larm forstærkes i en stille skov. 

10) Skoven kan være lukket

Ved jagt, skovning eller brandfare kan hele eller dele af skoven være lukket.  Og i helt små private skove kan der være adgang forbudt for offentligheden. Læs skovens skilte. 

God tur!

Dét kan du gøre

  • Gå ind på det lokale turistkontor og få Naturstyrelsens kort over skove i området.

Læs mere