Crosscyklen ruller godt på asfalt, men måske inspirerer den dig til en afstikker!

0
0

Værd at vide om cross

Crosscyklen er cyklens svar på schweizerkniven - den alsidige cykel kører lige godt på asfalt og grus og dur derfor både til pendling og leg i skoven.

Af Mette Iversen (tekst) og Rasmus Juul (illustration)
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdfLæs i browser (issuu)

Én cykel til det hele

Crosscyklen er let og hurtig som en racer, men er forstærket og har mere terræn-gående dæk á la mountainbikens. Med den konstruktion kan du suse på arbejde ad cykelstien og drøne gennem skoven på hjemvejen.

At forcere rødder og klatre på skråninger er sværere på en cross-cykel end på en affjedret mountainbike. Men det er næsten en fordel i Danmark, hvor vi ikke har adgang til høje bjergskråninger: På crosscyklen finder du hurtigt en udfordrende rute!


Sådan er crosscyklen udstyret:

  • Gedebukkestyret er bredere end på en racer – det giver god balance i ujævnt terræn.
  • Gearingen er ofte lav, så du lettere kan klare stigninger på udfordrende underlag.
  • Kabler føres på oversiden af stellet – så generer de ikke, hvis du tager cyklen på skulderen.
  • God afstand mellem hjul og stel forhindrer, at mudder sætter sig i klemme.
  • Dækkene er kraftige – enten med mønster eller med knopper.
  • Bremserne på en crosscykel er typisk et sæt effektive skivebremser.
  • Krankboksen sidder højere over jorden end på en landevejsracer, så den går fri af knolde og rødder.
  • Klikpedaler hjælper dig med at udnytte pedalkraften fuldt ud.
  • Affjedring hører til på en MTB – det stive stel gør crosscyklen let og stabil, men det gør også forhindringer mere udfordrende

Hvad er en god rute?

Alsidighed er crosscyklens styrke, og en god crossrute er netop en varieret rute, hvor du både får pulsen op, bliver teknisk udfordret og kan puste ud på flade stræk.

De fleste robuste skovstier og markveje er velegnede. Men de solide dæk gør skovens MTB-spor oplagte at køre på – på de teknisk svære stykker tager du bare cyklen på skulderen, til ruten er til at køre på igen. Og så er fordelen ved crosscyklen, at den også er kører godt på asfalten til og fra skoven.


På med lygten - og vis hensyn

Selv om du kører i naturen, gælder færdselsloven stadig. Vis hensyn til dyr og mennesker i naturen og kør efter forholdene.

Cyklen skal være udstyret med reflekser og lygter. Cykler du i mørke, så sæt det lange lys på i form af en ekstra kraftig cykellygte, der kan lyse skovbunden op. Gerne en, der lyser mere end 1.000 lumen. Husk at tippe lyset skråt nedad, så du ikke blænder dem, du møder.  

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder