Foto: Jonathan Kambskard-Bennett

Begynderen

Jonathan havde aldrig cyklet længere end femten kilometer, da han forlod London og satte kurs mod øst. Nu rammer kilometer- tælleren snart 50.000 kilometer.

Af Jonathan Kambskard-Bennett
26. januar 2018
Artiklen er fra medlemsmagasinet CYKLISTER
Læs pdfLæs i browser (issuu)

Verden er stor, og den er dækket af veje. Der findes mennesker, som kan planlægge i årevis, når de overvejer at rejse ud i verden. Men jeg blev bare træt af at arbejde og fik en ide. Jeg ville sætte kurs ud af byen og cykle så langt mod øst, som jeg kunne.

Allermest drømte jeg om at nå Australien og cykle tværs over landet. Men jeg havde ingen erfaring med at cykle langt. Altså bogstaveligt talt ingen erfaring. Faktisk havde jeg aldrig cyklet længere end femten km – den afstand, jeg plejede at pendle til mit job i London. Så jeg ville bare give eventyret en chance og se, hvor langt jeg kunne komme. Cykler vidste jeg ikke det store om. Men et par uger inden afgang sjussede jeg mig frem til min stelstørrelse og købte en solid touring-cykel af stål på Ebay. Det var et godt køb. Jeg fik også fat i cykeltasker, kogegrej og et telt til rejsen.

At træne til turen nåede jeg ikke, hvis man fraregner et par omgange rundt om den lokale park. Så da jeg cyklede ud af London, var det første gang, jeg prøvede at køre med oppakning på cyklen, og efter min første dag på vejen, var jeg så træt, at jeg næsten ikke kunne stå op.
Men jeg var på vej!


KURSEN:  Planen var enkel, da jeg stoppede mine cykeltasker med alt, hvad jeg troede, at jeg ville få brug for på en lang rejse og for første gang læssede taskerne på cyklen. Jeg ville cykle til pengene eller entusiasmen slap op – og så langt mod øst som overhovedet muligt. At jeg ville lægge 40 lande og næsten 50.000 km bag mig, havde jeg ingen ide om. (Se flere billeder nederst i artiklen). Foto: Jonathan Kambskard-Bennett.

Eventyret var begyndt, og hver dag valgte jeg at fortsætte min rejse. Jeg cyklede hele vejen ned gennem Europa, via Tyrkiet og Kaukasus til Iran og derfra endnu længere mod øst.
Folk spørger mig hele tiden, om jeg aldrig farer vild. Og svaret er: Jo, det gør jeg. Hele tiden. Jeg farer vild, og det er sjældent et problem – det er en del af eventyret. Jeg vinder næppe nogen priser for mine evner til at læse et kort – men jeg finder vej med en god blanding af kort, GPS, kompas og optimisme.

Dagen slutter næsten altid med, at jeg ligger i mit telt – noget jeg har lært at sætte pris på. At campere i det fri er billigt, fleksibelt og faktisk helt fint, når man lige er kommet over sin værste skræk for mørke skove og natlige øksemordere. Jeg lærte at rejse på cykel ved at gøre det. Efter næsten 50.000 km på cyklen og mere end 1.000 døgn på farten føler jeg stadig, at jeg har meget at lære. Det er det, der gør det sjovt. At verden ligger åben, og hver eneste dag har en høj læringskurve.

 


GÆSTEBUDDET:  At rejse alene på  cykel gør mig sårbar, hvis nogen vil mig ondt. Men sårbarheden får også mennesker til at vise mig en særlig venlighed. Hussein og hans familie inviterede mig til at bo hos dem på øen Sumbawa i Indonesien. De gav mig et sikkert sted at sove, serverede aftensmad og vinkede smilende farvel næste morgen. Jeg har mødt så mange venlige  ansigter og glemmer ikke ét af dem. Foto: Jonathan Kambskard-Bennett.

 


VEJEN: Hvorfor er verdens smukkeste veje de sværeste at cykle på? Utah var den fjerde ørken, jeg krydsede på cykel, og The Burr Trail var en hullet vej gennem øde land. Indimellem bare en stor sandkasse, som jeg slæbte min cykel igennem. Om dagen drømte jeg om kølige aftener og om at falde i søvn under stjernerne. Men om natten huskede jeg naturens storslåede skønhed  og glædede mig til at begynde forfra næste morgen. Foto: Jonathan Kambskard-Bennett.

 


MÅLET: Omtrent da jeg tog dette billede i Nevada, fejrede jeg, at jeg havde rundet 40.075 kilometer. Det er jordens omkreds ved Ækvator – og en helt utænkelig distance, dengang jeg bare pendlede til arbejde i London. Som det gamle ordsprog siger, starter en rejse på tusind mil også med et enkelt skridt. Foto: Jonathan Kambskard-Bennett.

 

Læs mere