Jelle Brandt Corstius' rejse med faderens aske sluttede ved Middelhavet. Foto: Privat

Med aske i tasken

Jelle Brandt Corstius cyklede fra Amsterdam til Middelhavet med en kop af sin fars aske i cykeltasken. Rejsen beskriver han i sin rørende og morsomme roman "Asken i tasken", der nu er udkommet på dansk. Læs interview med den hollandske forfatter og et uddrag af bogen.

Af Inger Stokkink
21. marts 2017

Hvornår opstod planen om at cykle helt til Middelhavet for at sprede din fars aske?

Kort før min fars død cyklede jeg og en ven til Hamborg. Jeg fik lyst til at cykle endnu længere og at cykle til havet.

Men hvorfor skulle rejsen med asken netop foregå på cykel?

Først og fremmest fordi jeg har gode minder fra de cykelture, jeg havde med min far. Og så kan jeg lide at cykle – det er præcis den rigtige måde at bevæge sig igennem landskabet. Man kan læsse sin cykel med alt, hvad man har brug for. Man kan se landskabet forandre sig, og man flytter sig ved egen kraft.

At cykle – hvad betyder det for dig?

Jeg har virkelig brug for at cykle, så jeg tager ud på en tur hver måned. Min kæreste kalder det min »vilde hundefase«, når jeg bliver urolig og har brug for motion. Så må jeg bare af sted – jeg skal cykle. Dette dybfølte behov for at bevæge sig, udmatte sig, har jeg arvet fra min far.

I din bog om rejsen med asken, skriver du, at du ikke ved, om dit behov for at lide og overleve på cyklen er en forbandelse eller en velsignelse ...

Det er nok begge dele. Jeg kan ikke slå det fra eller nægte det, og det har jeg accepteret: Jeg håndterer det ved at cykle.

Men man skal forstå nuancerne i det med overlevelsen. Jeg taler ikke om overlevelse på den negative måde, som jeg oplevede, da jeg var en ludfattig korrespondent i Moskva og boede i en elendig lejlighed, spiste dårlig mad og var helt alene.

Jeg taler om overlevelse på den positive måde ... hvor man opsøger kroppens grænser, udmatter sig og går i seng med en stor følelse af tilfredshed. Den kamp har jeg brug for at kæmpe.

Det var ikke altid, at omgivelserne forstod din måde at sørge på?

Efter min fars død havde jeg forfærdeligt travlt. Jeg rejste landet tyndt og holdt foredrag om min nye bog. Det slog mig, at folk nærmest havde forventet, at jeg ville melde afbud. Deres undren lød som om en bebrejdelse over, at jeg var ude og arbejde. Jeg skulle have været hjemme og sørge.

Men der er mange måder, man kan sørge på – man kan fx cykle. I øvrigt sørgede jeg mest, da min far stadig levede. Demensen tog i en fart de ting væk, som gjorde ham til min far: hans stemme, hans evne til at gå, bevæge sig – og dermed de ting, vi havde til fælles. Da han døde, var jeg mest lettet. På hans vegne.

Jeg var glad, da forlaget ringede og spurgte, om jeg ville skrive en bog om min cykeltur med asken. Det tvang mig til at tage stilling til min far, at ordne tankerne.

Hvad lærte du undervejs?

Jeg havde aldrig været i Limburg eller Ardennerne før, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle af med den hollandske mentalitet – hele vores ide om, hvordan man overvinder et bjerg. Lav ikke et tilløb og kæmp dig op, som man gør i Holland! Et bjerg er noget langvarigt. Bjerge kræver tid.

Den måde, vi cykler på i de flade lande, er helt forkert. Den ensformige geografi og natur gør, at man bliver siddende i samme stilling på cyklen. Det er skidt for kroppen, og det er kedeligt. I et varieret landskab bruger man kroppen på en anden måde.

Har du en ny cykelkammerat i stedet for din far?

Ja, det har jeg, men han er ikke som min far. Vi skændes meget mindre, og han holder pænt ved lydskrydsene, når der er rødt. Hans far er også død. Det har vi til fælles. Og jeg er glad for, at vores ture ikke ligner dem, jeg cyklede med min far, for det ville gøre mig ked af det.

Jeg kan også lide at cykle uden selskab. Men de 16 dages rejse med asken var den maksimale periode, jeg kunne tåle at være alene. Det var meget ensomt.

I dag er der mange mennesker, der cykler min rute – tit også med asken af en, de holder af, i bagagen. Eller de tager en anden tur, der giver mening for dem. Jeg ser min bog som et opråb om, at vi skal anerkende alle de måder, der er at sørge på.

Læs uddrag fra "Asken i tasken" her


En usædvanlig far

Hugo Brandt Corstius (1935-2014) var et matematisk geni, en computervidenskabelig pioner og en kendt og frygtet klummeskribent. Han var også en ligeglad, utålmodig alenefar til tre. En far, der svarede ‘Pirelli’, når han ikke havde lyst til at svare på sine børns spørgsmål. En far, der ignorede lyskryds, tog rundkørslen venstre om og virkede gladest, når folk blev vrede på ham.

Men Hugo Brandt Corstius var også en far, der hver lørdag i et år cyklede med sønnen Jelle ud til en lille hytte uden for Amsterdam for at terpe latin, så Jelle kunne bestå gymnasieeksamen. Og et par gange om året tog Hugo og Jelle Brandt Corstius på cykeltur i to dage – altid uden plan og altid i farens afsindige tempo.

"Det var på cykelturene, jeg kunne have rigtige samtaler med ham. Hjemme havde han travlt med at arbejde, og på cafeer var samtalen umulig, fordi han var for irriteret over niveauet af betjeningen. Og jeg blev irriteret på ham. Men undervejs – i hvert fald på de strækninger, hvor der ingen lyskryds
var – var det hyggeligt", skriver Jelle Brandt Corstius i sin bog Asken i tasken.

Efter at have cyklet så hurtigt som muligt hele dagen, var det en fast tradition, at far og søn tog på hotel: "Min far tog så endelig sin gennemsvedte skjorte af, tog et brusebad og barberede sig uden skum eller spejl. Med blødende ansigt kom han ind i sengen, ved siden af mig. Rimeligt hurtigt blev lyset slukket, og de rigtige samtaler kom i gang. Om livet, om kærlighed, om vores familie endda".

Læs mere

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder