Foto: Chandra Valley: Spiti er en bjergørken, der normalt er forskånet for nedbør. Men ikke dette år.

Sammen over Himalaya

Mens jeg cyklede mere end 40.000 km ude i verden, fulgte min far Poul med på kortet hjemmefra. Da han fyldte 60, bestemte vi os for, at han skulle med ud og opleve verden på to hjul. Sammen drog vi til Indien. Vi ville krydse Himalaya.

Af Tore Grønne (tekst og foto)

Jeg var 20 år, da jeg for første gang stak af på turcyklen. I fire måneder trampede jeg alene ned gennem Sydamerika. Imens var min far på vej jorden rundt med min mor, men han fulgte mig på kortet.

Da jeg året efter cyklede fra Tibet til Viborg, fulgte han med hjemmefra. Og sådan fortsatte det i et årti. Det var mig på cyklen og ham på kortet.

Jeg berettede om oplevelserne. Friheden. Den ufattelige venlighed, jeg mødte. Om at blive inviteret indenfor hos bjergbønder i Ecuador, politifolk i Panama, vinbønder i USA, bonderøve i Canada og mange andre.

Han lyttede, når jeg erklærede min kærlighed til at cykle blandt de højeste bjergpas. Om det meditative tråd. Om freden, der sænker sig over sindet, når kroppen er på overarbejde i omgivelser så ubeskriveligt smukke.

Det skal opleves. For det er svært at gengive. Én ting er at lytte til historier; noget andet er at opleve det på egen krop. Lade det synke ind i eget sind.

Jeg ville ønske …

Ti år efter, at jeg første gang satte af sted på cyklen, var over 40.000 km forsvundet under mine dæk, og jeg planlagde en ny langtur. Jeg var i sommerhus ved Jyllands blæsende vestkyst med mine forældre. Vi talte om cykling.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort sådan noget, da jeg var ung, sagde min far, der stod foran sin 60 års fødselsdag den kommende sommer.

Du kan da stadig nå det, sagde min mor, og på stedet bestemte vi os for at tage på en cykeltur sammen. Min far og jeg. Vi ville til Himalaya.

Vi deler kærligheden til bjergene og appetitten på det ukendte. Så nu lagde vi en rute på små 1.000 km gennem to afsondrede områder i den indiske del af Himalaya. Frodige Kinnaur, hvor befolkningen primært er hinduer, og golde Spiti, der er befolket af tibetanske buddhister. Undervejs ventede to himmelstræbende bjergpas, der begge krydsede Himalayas rygrad.

Titusindvis af tråd

Min far trænede gennem foråret på cyklen efter arbejde. Ihærdig var han, men han havde sine tvivl. Der er langt fra landevejene omkring Viborg til dalene og passene i verdens mægtigste bjergkæde.

Hvordan ville krop og lunger klare at knokle en fuldt læsset cykel over et 4.590 meter højt pas? Kunne knæet, der havde smertet i årevis, klare de titusindvis af tråd? Og hvad med ryggen, hvor en nerve sad i klemme?

Der var ikke andet for end at sætte af sted fra de monsunvåde skråninger på kanten af Himalaya og håbe på det bedste. Tage udfordringerne, som de kom. Nyde hver en højdemeter. Sammen. For der var én ting, der ikke var nogen tvivl om: Det var vores tur. Det handlede om at komme langt ud i Himalaya, men det handlede også om at gøre noget sammen. Selvfølgelig endte turen med at blive uforglemmelig.


RAMPUR - af sted: Vi har cyklet i to dage og ruller ind lille Rampur. Basaren dufter af krydderier. Luften er tyk, hed og fugtig. Byen ligger i under 1.000 meters højde på den gamle Hindustan-Tibet Highway. Det er en fantastisk følelse at være af sted. Der er ikke mere, vi kan forberede. Vi kan bare trampe i pedalerne og håbe på det bedste.


CHITKUL - på afveje: Vi tager en dyb afstikker ind i den alpine Sangla-dal. Vejen ender i flækken Chitkul, få kilometer fra den tibetanske grænse. Stedet er så afsides, at folk i dalen taler deres eget sprog. En dreng kigger mistroisk ud på os fra sit hus, men åbner snart skodderne og smiler. Om aftenen fejrer hele landsbyen den lokale blomstergudinde med sang og dans foran templet af træ. Min far og jeg suger oplevelsen til os.


CHANDRA TAL - tynd luft: En tænksom stund efter at vi har krydset turens højeste pas – 4.590 meter høje Kunzum La. Det var hårdere at komme over passet, at cykle i den iltfattige luft, end Poul havde frygtet. Men lungerne har levet op til opgaven. Knæsmerterne er cyklet væk. Ryggen klarer det fint. Og nu sidder vi her i en fjern afkrog af Himalaya og slapper af. Det er godt. Som så ofte falder snakken på det derhjemme. Barndomsminder. Familieferier. Gode stunder, vi ikke har talt om i årevis. Eller nogensinde. Vores små særheder, der viser sig at være frygteligt ens. Vi har oceaner af tid.


 
DHANKAR GOMPA - den smukkeste nat: I næsten 4.000 meters højde stopper vi for natten ved det 800 år gamle tibetansk-buddhistiske kloster Dhankar. Munke inviterer indenfor i de støvede tempelrum, hvor stearinlys kaster Buddha-statuernes skygger op på væggene. Fra klostertaget skuer vi ud over golde bjerge til horisonten. Vores samtale er en udveksling af superlativer. ”Utroligt!”. ”Fantastisk!”. ”Vildt!”. Dhankars magi er svær at beskrive. Men vi mærker den begge. Vi ved, at den her dag kommer vi til at tale om og drømme os tilbage til. Altid. 


OM FAR OG SØN: Tore Grønne er journalist og foredragsholder og har skrevet to bøger om sine eventyr på cykel. Poul Grønne er tidligere gymnasielærer og har rejst jorden rundt – dog aldrig på cykel før turen over Himalaya. Siden har Poul Grønne to gange været tilbage for at cykle i Indien. Han har også cyklet en række ture i Europa og er nu konstant på udkig efter en god rute til det næste cykeleventyr. Her ses far og søn sammen ved passet Rohtang La.

Læs mere om Tore Grønnes rejser på toregroenne.com

Læs mere

Læs flere rejseartikler

Emneord: Cykelglæde, Ture