"På cyklen er der ikke noget filter mellem naturen og os", skriver forfatter og journalist Tore Grønne om Yellowstone nationalpark. Foto: Tore Grønne

USA uden filter

Mange drømmer om at krydse kontinentet i en gammel støvet bil. Men hvorfor fare gennem de formidable, amerikanske landskaber, når man kan suge det hele til sig fra sadlen af en cykel? På en cykeltur gennem nationalparkerne Grand Teton og Yellowstone kommer naturen helt tæt på os.

Af Tore Grønne

Tre gaffelbukke springer elegant af sted. Min rejsemakker Max er stoppet og står roligt og betragter dyrene. Bag ham rejser de forrevne bjerge i Grand Teton sig nærmest lodret fra den brede dal. Der er ikke én bil på vejen. Ikke en lyd i den lette brise.

Vi har blot cyklet en halv times tid, men vi er allerede opslugt af stilheden midt ude i det, vi er kommet for at opleve i løbet af den næste uge: De enorme amerikanske landskaber i Wyoming, hvor to af USA’s mest ikoniske nationalparker, Grand Teton og Yellowstone, ligger skulder ved skulder.

Da vi slår teltet op i en lysning på campingpladsen ved Jenny Lake, spejler mørke bjergtinder sig svagt i søens blikstille overflade. I skæret fra pandelamperne folder vi kortene ud og lægger planer for den næste uge. Det kan kun blive godt. 

Bjørn i vejkanten

Luften er sprød, og morgenkaffen er varm, da vi pakker lejren sammen næste morgen. Igen bider vi mærke i stilheden. Storby og hverdag tilhører nu fortiden. I hvert fald for nogle dage. På vejen, der bugter sig gennem dalen, er det kun øjeblikket, der tæller. Udsigten. Luften. Duften. Det dejligt monotone tråd. 

Vi cykler på en næsten flad vej, men udsigterne er spektakulære. Jeg tror aldrig, jeg har cyklet et sted, hvor belønningerne er så store, i forhold til hvor nem cyklingen er. Det er en perfekt start. Og strabadserne, de skal nok komme.

Det samme håber vi, at dyrene gør. For gaffelbukkene lever langt fra alene herude i Nordamerikas vidtstrakte landskaber. Her er bisoner og bjørne, ulve og ræve. Her er elge og bjerggeder, rødlos og puma – og højt til vejrs kan blikket være heldigt at fange en kongeørn.

Vi cykler over en slette, hvor vilde, gule blomster lyser op under en mørk himmel med faretruende tordenskyer. Vi glemmer dog alt om risikoen for regn, da vi triller forbi en plet med grønt græs i vejkanten, for her ude sidder den og graver efter mad, grizzlybjørnen.

Den er 25 meter væk. Mutters alene. Og fuldkommen ligeglad med et par måbende cyklister.
Så her står vi. I en halv time. Og ser på en bjørn, der graver i jorden, finder nogle bær på en busk og lunter frem og tilbage.  

Helt tæt på

Næste dag er den flade cykling forbi, og vi sveder i solen på en lang opkørsel. Forsvinder ind i hvert vores sind, mens højdemeterne hober sig op, indtil vi gør holdt ved en klippeafsats over en buldrende flod. 
Og så er vi i Yellowstone! Her har boet indianere i 11.000 år, men det var først i 1860’erne, at hvide mænd begyndte at lede ekspeditioner ind i området. Yellowstone blev fredet i 1972, og det gør nationalparken til verdens ældste.

Nu går det op og ned gennem endeløse granskove, og ved middagstid når vi et af de mest berømte steder i nationalparken, gejseren Old Faithful. Sammen med hundredvis af mennesker, der er stået ud af deres biler, står vi pludselig tæt pakket og ser gejseren sprøjte kaskader af varmt vand i vejret, som den gør med halvanden times mellemrum dag og nat.

Det er underligt at blive revet ud af vores tyste cykelverden og stå her i mylderet. Jeg kigger rundt og tænker, at for de fleste folk omkring os er det her et højdepunkt. For os er det en parentes. For det er ude på vejene, vi oplever naturen.

Kort tid efter cykler vi videre ad landevejen og drejer ind ad en lille grussti. Vi hører murmeldyrenes pudsige kliklyde. De betragter os nervøst, når vi triller forbi. Og så med ét er det en bisonokse, der står ved stien.
Vi stopper. Skuer på bæstet. Den er ligeglad med os og græsser uforstyrret videre. I løbet af de næste dage ser vi hundredvis, tusindvis, af bisoner. Nogle af dem daser få meter fra vejene. Andre steder er der flokke, der spreder sig ud over en grøn prærie.

Bjerggeden på sin trone

Det er ved at blive mørkt, da vi endelig ruller ind på campingpladsen ved Madison. Kommer man i bil, er det ofte nødvendigt at booke campingpladser måneder i forvejen. Men på cykel behøver man det ikke. Pladserne har særlige områder til folk, der cykler og vandrer, og der bliver altid gjort plads til et telt mere.

Det er nu heller ikke længe, vi optager pladsen, for vi er tidligt i sadlen næste morgen. Også her ligger vejen øde hen, og vi cykler gennem dale med klukkende bække og kløfter med brusende vandfald. Vi bliver lullet ind i ren western idyl med fredsommeligt græssende bisoner på åbne græsenge – men så,en så, pludselig, går det ned ad. Stejlt ned. Et komplet sceneskift!

Over os er der klipper i brune, orange og røde nuancer. Og dér, højt oppe på bjergsiden, får vi øje på en snehvid bjergged, der overlegent ligger på en utilgængelig klippe højt over vejen. Vi nyder synet af det sky dyr på sin trone. Folk i biler drøner forbi. På vej et sted hen. Og de aner ikke, hvad de går glip af.

Sidst på det, der viser sig at blive en maratondag, støder vi på en sortbjørn med to lodne unger, der leger mellem nøgne træer. De små er legesyge og klatrer. Én vælger et træ, hvor stammen er for tynd. Den giver efter. Bjørneungen tumler mod jorden, men mor er der til at samle den op. Hvem har brug for rastepladser, når naturen er så gavmild med scener, der giver os en pause?

Roen sænker sig

Himlen er blå, da vi sætter ud på den lange opkørsel mod Dunraven Pass. Skyerne driver hastigt af sted på himlen over os, og jeg forestiller mig, hvordan udsigten mon er deroppe fra.

Hvis skyer havde øjne, ville de se Max og mig som to små prikker i et gigantisk landskab. Ubetydelige brikker i det enorme landskabspuslespil. To prikker, der langsomt snegler sig forbi kogende mudderpøle, vandhuller i bizarre regnbuefarver, spruttende gejsere og bjergsider, der rumler.

Yellowstone ligger på en supervulkan, der i løbet af de seneste to millioner år er eksploderet adskillige gange. Fra sadlen mærker vi lugtene fra undergrunden. De kradser i næsen. Vi hører undergrunden boble. På cyklen er der ikke noget filter mellem naturen og os.

Vi kommer højt til vejrs, mens solen står lavt, og folk i biler har lagt parken bag sig. Det er dagens bedste tidspunkt.

En skovbrand har hærget for flere år siden, og gamle, brankede stammer står livløse som skeletter fra en skov, der hører fortiden til. Mellem dem er små, grønne graner på vej op. Nyt liv. Som dagene går, føler jeg også, at jeg får pustet nyt liv ind.

De lange dage i sadlen, de skiftende landskaber, den enorme natur – det hele forplanter sig dybt ind i mit væsen, og mens kroppen knokler, falder der ro over sindet. Tænk at noget så simpelt som en cykel kan give én så meget.

Kun én måde

Dag efter dag cykler vi i timevis på de snoede veje. Vi har ikke travlt med at nå frem. Hvorfor sidde på campingpladsen halve dage, når vi kan holde pause i naturen?

Vi stopper ved det massive Yellowstone Falls, hvor floden falder ud over en klippehylde, før den fortsætter gennem en slugt. Og vi holder pause ved bredden af Yellowstone Lake, hvor flygtige skyer spejler sig i overfladen, før de fordamper. Den ene dag tager den anden, og det ene overvældende landskab bliver afløst af det næste. Og med ét har vi afsluttet rundturen i Yellowstone.

Dyrelivet er vi kommet langt tættere på, end vi nogensinde havde turdet håbe. Udsigter og landskaber og forunderlige fænomener har vi suget til os, og meget af vejen har vi haft det hele for os selv.

Vi har fundet beviset for, at den der med, at USA skal opleves i bil, slet ikke holder stik. Vil man virkelig have de vidtstrakte amerikanske landskaber ind under huden, er der kun én måde at gøre det på – på cykel.   

Om forfatteren

Tore Grønne er journalist og forfatter. Han er medlem af Eventyrernes Klub. Han har boet i San Francisco, på en ranch langt ude i Arizonas ørken, i Denver, Colorado, og i Napa, Californien. Han er desuden populær foredragsholder rundt omkring i Danmark og har tidligere skrevet bogen 'Farvel Tibet - På sporet af et tabt land'.

Tore Grønne er bogaktuel med "På drømmenes afveje i USA". Læs mere her