Foto: På en morgentur i Nationalpark Vadehavet kan du opleve hvordan havet flytter sig.

Guide: 5 tidlige cykelture

En cykeltur i de allertidligste morgentimer vækker alle sanser – så stå op med solen og oplev naturen vågne. Her fortæller fem naturvejledere om det bedste ved morgenerne i deres natur.

Af Rikke Ravn Faber
13. juli 2016

Spis naturen i vandkanten

MELSTED STRAND - sol op kl. 4.29
Naturvejleder Thomas Guldbæk, Bornholms Museum:

Temperaturen springer mellem havet og landet og giver en fugtig dis og en intens duft i timerne, før solen får magt. Senere damper det af, men om morgenen kan du suge ind, når du cykler på en af de fine stier langs skærgården.

I juli er mange planter tørret ind, men i vandkanten holdes planterne fugtige. Så her kan du plukke strandasters, hvis tykke blade smager skønt i en salat. Eller samle frø fra strandtrehagen, der er strandens koriander. Du får sikkert selskab af ænder, der har overnattet inde i landet og trækker ud i havet for at fouragere.

Læs mere om Bornholms Museum
 

Sølvspind i skovbunden

ROLD SKOV - sol op kl. 4:38
Naturvejleder Søren Risborg, Rold Skov:

Om morgenen er stilheden slående i skoven. Der dufter af fugtig jord og mos, og nede i den lave vegetation spinder edderkoppen Linyphia sit tæppelignende spind. Når morgenduggen lægger sig på tusindvis af spind, skinner det som en sø af sølv i det lave morgenlys.

Det er også værd at vide, at råvildtet er i brunst i juli – og ser du dem gå i cirkler, er hannen på vej til at beslå hunnen, som det hedder i vildtsproget. 

Ræven og grævlingens unger er også på spil, og på cykel kan du være heldig at komme tæt på. Kom helst før kl. syv, hvor de første mountainbikere er her! 

Læs mere om Rold Skov

 

Akrobatiske viber over engen

BOSERUP - sol op kl. 4:40
Naturvejleder Tim Krat, Boserupgård Naturcenter

Viben er værd at stå tidligt op for at møde! Den sort-hvide akrobatiske flyver boltrer sig over de fugtige enge. Og så er lærken jo om noget det åbne lands fugl - den flyver højt på himlen, dykker og synger. Også hen i juli, hvor andre fugle tier.

Et smukt sted at se solen stå op er det bakkede morænelandskab ved Ledreborg Slot. Sådan et sted hører du kornets susen, men ellers er der frem for alt fravær af lyd i landskabet i de tidlige timer. Medmindre man forskrækker en fasan, der putter sig i et læhegn!

Læs mere om Boserup og Nationalpark Skjoldungernes Land

 

Mægtige havørne og sarte sommerfugle ved søen

MARIBOSØERNE - sol op kl. 4:46
Naturvejleder Uffe Nielsen, Maribo Naturpark:

Lolland er mere end roemarker, det oplever du hurtigt på en morgentur i naturparken. Her er fire søer med krogede bredder og mange små bugter og vige, og mellem søerne ligger en mosaik af landskabstyper, hvor fuglene trives.

Hvis en flok blishøns pludselig letter fra søen, hænger der sikkert en af vores havørne lige over dig. De var væk i 100 år, men nu yngler de her.

Vores mange sommerfugle er også et smukt syn, når de flakser i de lave solstråler, som står ind gennem skovbrynet. Og er du rigtig heldig, får du et glimt af den sjældne guldpirol, der ligner noget fra mere eksotiske himmelstrøg.

Læs mere om Naturpark Maribosøerne

 

Havets farver - og rævens duft

VADEHAVET - sol op kl. 4:54
Naturvejleder Klaus Melby, Vadehavscenteret:

På en morgencykeltur her i det flade land skal du gå op på diget nogle gange på din tur og se, hvordan havet flytter sig. Kig op og se hedehøgen og rørhøgen svæve rundt og søge efter morgenmad til deres unger – og læg mærke til at naturens farver er meget klarere end senere på dagen, hvor det skarpe lys og farveflimmeret kommer. Lyngen står helt lilla, og vi har strandasters i fuldt flor.

Nede ved stranden hænger der en sød duft af malurt, og en fugtig morgen kan man være heldig at cykle af sted og fange duften af ræven, der har markeret sine veksler. Det er ret markant!

Læs mere om Nationalpark Vadehavet 

Denne guide blev bragt i sommernummeret af medlemsmagasinet CYKLISTER 2016. Læs mere om magasinet og gå på opdagelse i arkivet her

Dét kan du gøre

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder