0

Cykelleg i den jyske vestkysts natur

Vardes cykellegebane byder på sanseoplevelser og interaktion med naturelementer, der nøje er udvalgt med inspiration fra den vestjyske natur. Cykellegebanen i Varde bringer den lokale natur ind i byen og kombinerer Varde Kommunes vision, "Vi i Naturen", med et af kommunens andre store fokusområder: cyklisme.

Af Mai-Britt Aagaard Kristensen

Cykelartister i fri leg
Vardes cykellegebane er skabt ud fra konceptet "cirkus og leg" - et sted hvor forskellige artister (cyklister) leger sammen, afprøver nye kunster og udvikler nye kompetencer. Den 925m2 store asfaltmanege med teltpæle udgør kerneopholdspladsen. Fra manegen udspringer et stisystem, der går på kryds og tværs af banen, så der er mulighed for fri leg.

Stisystemet fører cyklisterne igennem forskellige områder som klitlandskab og troldeskov. De forskellige områder byder på alsidige udfordringer i form af sving og forskelligartet underlag, hvor cyklisten får trænet sine cykelkompetencer.

"Vi har flere gange været på cykelbanen med vores børn. Vi har kun få ,der kan cykle, men så har vi haft løbecykler og små scootere med. Børnene har haft det rigtig sjovt. Banen er også rigtig god til at træne grovmotorik og balance. For os er det en større tryghed at øve børnenes cykelfærdigheder der end ude i trafikken. Desuden er det dejligt for os, at banen ligger lige ved siden af, så vi kan gøre korte besøg der og være hurtigt hjemme igen, når børnene er kørt trætte", siger Bente Paterek, daglig leder i institutionen Solsikken.

 

Stærk tværfaglig udviklingsproces sikrede bredt ejerskab
Under hele projektet var der god politisk og lokal opbakning i Varde Kommune. Projektet var bredt organisatorisk forankret i kommunen med afdelingen Politik og Analyse var projektleder, hvilket understøttede Varde Kommunes strategiske fokus for etableringen af cykellegebanen.

Den brede forankring af projektet var en klar styrke, idet det resultererede i en god opbakning organisatorisk, ligesom det har skabt synergi mellem Varde Kommunes vision, Vi i Naturen, og de forskellige relevante forvaltninger. Dette betød også, at projektet havde et politisk ophæng bestående af fire udvalg, som skulle høres ifm. godkendelse af diverse beslutninger og planer.

Cykellegebanen i Varde Kommune kort og godt

Navn: Cykellegebanen
Adresse: Egekrattet 1, 6800 Varde
lndviet: 22. juni 2017
Arealstørrelse: 7.822 m2
Omkostninger: 1.209.000 kr.  
Entreprenør og landskabsarkitekt: Kildelunden ApS og Henrik Abildgaard Nonnegard
Yderligere oplysninger: Pia Koch Hauge, pkha@varde.dk

 



KICKSTART CYKELGLÆDEN PÅ CYKELLEGEBANERNE

Vaerdatvide

Støt op om et godt børneliv