0

Fem gode råd til at cykle i skole

Vil du gerne give dit barn gode vaner med at cykle til skole? Det er en god ide, for cyklen er kilde til oplevelser, frihed og sundhed – også for børn. Men hvordan gør du det på en forsvarlig måde? Vi giver fem gode råd.

1) Start tidligt

Sørg for at cykle med dit barn – før det begynder i skole. Lær barnet tidligt, hvordan man skal orientere og opføre sig i trafikken. Jo mere tid du og dit barn cykler sammen i trafikken, desto hurtigere bliver barnet i stand til at beherske cyklen og overskue trafikken på egen hånd.

Læs også: Sådan lærer du dit barn at cykle

2) Find de sikre skoleveje

Find den sikreste skolevej, som dit barn altid skal følge. Du kan evt. koordinere med andre forældre fra klassen, så børnene ikke får forskellige bud på den sikre vej. Vælg den sikreste rute – ikke den hurtigste.

Lav klare aftaler med dit barn om, hvor han/hun må cykle. Også efter skoletid, ved besøg hos kammerater osv.

3) Øv jer sammen - og hyg jer

Kør den valgte rute igennem med børnene. Flere gange. Sørg også for at cykle med dit barn i hvert fald det første skoleår. Børnene vil gerne cykle.

Gør cykelturen til skole til en hyggestund med dit barn. At cykle er også en måde at finde sin balance og overvinde små forhindringer som fx regn og blæst.

4) Vær en god rollemodel

Som forælder har du afgørende betydning for dit barns cykelvaner. Hvis du selv cykler til arbejde, og hvis du selv engagerer dig i dit barns skolecykling, vil det have stor effekt. Gode cykelvaner, der holder livet igennem, grundlægges tidligt.

Læs også: Sæt cykelhjelmen rigtigt

5) Lad dig ikke friste af bilen

Lad være med at køre dit barn i bil - heller ikke de morgener, hvor barnet plager. Hvis de andre forældre kører deres børn i bil, så tal med skolen om problemet.

 



Vil du have nyt om et godt liv med cykling direkte i din mailboks – tilmeld dig vores nyhedsbrev

NYHEDSBREVET CYKLISTER

 

Cykelleg_forside

20 CYKELLEGE - Download