0

Guide til børn og forældre: Klargør cyklen sammen

Der skal i virkeligheden ikke meget til. Vi giver fire simple råd til, hvordan du og dit barn sammen kan gøre jeres cykler klar.

Giv cykelglæden videre og gør det til en hyggelig aktivitet at klargøre gøre jeres cykler sammen. Også små børn kan sagtens være med.

1) VASK CYKLEN
Har cyklen stået stille længe eller været igennem en vinter med salt og slud – trænger den til at blive vasket. Find to bløde svampe og fyld en balje op med sæbevand. Start cykelvaskeriet fra oven og arbejd jer ned, så snavset ikke løber ned over de rene dele. Brug en gammel bomuldsklud, hvor svampene ikke kan komme ind.

Når cyklerne er vasket med sæbevand, fylder I på ny en balje op med rent vand, uden sæbe. Skyl nu cyklerne med det rene vand, så al sæben på cyklerne kommer væk. Tør derefter cyklerne.

2) SMØR KÆDEN MED CYKELOLIE
En kæde skal smøres jævnligt for at sikre at den glider bedst muligt. Cykelolie koster ikke mere end 50 kr., og det tager kun få minutter at smøre kæden. Start med at finde et par handsker, så du undgår sorte fingre. Som voksen kan du stå for olien. Nu er I klar.

Dryp et par dråber olie på kæden. Barnet drejer nu pedalerne et par gange rundt, så olien bliver fordelt. Kæden må ikke nå at ruste. Sørg derfor for at give kæden olie regelmæssigt.

3) PUMP DÆKKENE
Mærk på dækkene - er der tilstrækkelig luft i dem? Velpumpede dæk er alfa og omega, når I hopper op på cyklerne. Velpumpede cykeldæk giver bedre køreegenskaber og beskytter jeres dæk - og jeres bagdele - mod hårde stød. Pump dækkene godt.

4) SØRG FOR AT ALT LOVPLIGTIGT UDSTYR ER I ORDEN
Du og dit barn kan gøre det til en leg ved at finde følgende ting og undersøge, om de virker:

  • Se om cyklernes baglys og forlys virker
  • Se om cyklerne er forsynet med to reflekser: En hvid refleks der er synlig forfra, og en rød refleks der er synlig bagfra
  • Se om ringeklokken på cyklerne er klart lydende
  • Se om bremserne fungerer. Hvis du er i tvivl, så gå til din nærmeste cykelhandler.

Nu er I og jeres cykler klar til nye oplevelser!

Hvad siger loven?

  • Hvad skal der være på en cykel - hvad må der ikke være? Må man køre to på en cykel? På Cyklistforbundet.dk kan du læse mere om love og regler, som du som cyklist skal kende