Store Cykeldag

Store Cykeldag søndag d. 10. juni havde vi en udflugt til Hammer Bakker med bl.a. det formål at besøge Skovbageriet Ideon, som ligger inde midt i skoven, men også at opleve/opdage den skønne natur vi kom forbi undervejs. Det var en dag der fra starten truede med regnvejr, så antallet af deltagere var desværre ikke så stort.

Turen startede på toppen af Nørresundby, nærmere betegnet i Skanseparken, og så gik det ellers bare derudaf ad snørklede veje ud af byen, rundt om Hvorup Kirke og ud forbi nogle meget store kunstige søer nord for Høvejen. Her er gruppen på vej mod Hvorupgaard.

Herunder gøres der holdt på cykelstien mellem Hvorupgaard og Vestbjerg på den bro, der fører over Hirtshalsmotorvejen.

Vel ankommet til Hammer Bakker var det tid til lidt frokost, som kunne indtages på bænkene foran en spejderhytte, vi kom forbi.

Inden vi kom til Ideon, skulle også lige ud og gå lidt i den smukke natur, og her er vi på vej ned, efter at have været oppe og se på udsigten fra den største gravhøj i området ved Tvillingehøje.

Vi havde aftalt med Finn og Katrine på Ideon, at vi skulle have en rundvisning, men da vi ankom, var der lige nogle vigtige ting, der skulle passes: Kager og kaffe :)

Her bliver også turens detaljer studeret på et medbragt topgrafisk atlas.

Efter vi havde betalt for serveringen og også været inde og vende omkring stedets lille butik, var vi klar til rundvisningen. Ideon holder en del får, og her er Finn ved at indvie os i "hemmelighederne" omkring den rette omgang med dyregødning, en væsentlig viden, som det konventionelle landbrug til stadighed lader hånt om.

Dyrene bor vældig flot i denne stald, som Finn selv har bygget, af træ fra eget savværk.

Så kom vi til haven, hvor alle træer, som findes i Hammer Bakker er repræsenteret. Blot ikke gran, men vi blev alle meget klogere på, at rødgranens dage er talte i Danmark, grundet temperaturstigninger. Vi blev også præsenteret for nogle markante holdninger omkring intensive skovbrugsmetoder med store maskiner, der ikke bare fælder træer, men samtidig efterlader skovbunden ødelagt.

Her ses også nederst på billedet en kant af endnu en aktivitet på Ideon: Fremstilling af legepladser af naturmateriale, alt efter Rudolf Steiners principper.

Vi sluttede rundvisningen af på savværket, hvor Finn fremstiller tømmer på bestilling til specielle opgaver. Det hele foregår udendørs, så man er meget afhængig af vejret. Dog er det planen at savværket rykker indendørs i bygningen til højre, når den en gang står færdig.

Det var tid at komme hjemad igen, så vi måtte sig tak og farvel til vores værter. Ikke alt kunne beskrives her, men hvis du er mere interesseret, kan du læse på www.ideonskovbutik.dk.

På vej ud af skoven fangede vi den nationale cykelrute nr. 3, også bedre kendt som Hærvejsruten, som førte os gennem Vodskov og ud langs fjorden og til sidst tilbage til storbyen.

Til toppen