Lys på med Ludvig

Lys på med Ludvig er for alle 4. klasser i hele landet. Kampagnen bidrager til at øge børns synlighed og sikkerhed i trafikken ved at sætte fokus på cykellygter og reflekser.

Tilmeldingen til Lys på med Ludvig åbner i august, og selve kampagnen begynder den 1. november og løber måneden ud.

Alle tilmeldte 4. klasser får tilsendt en plakat til klassen, reflekser til eleverne, postkort til forældrene samt to sæt lygter til undervisningsbrug og et idekatalog med sjove og lærerige opgaver.

Baggrund

Alt for mange børn og voksne cykler uden lys på vej gennem vintermørket til skole og arbejde. Cirka hver sjette glemmer cykellygterne til fare for sig selv og andre.

De færreste børn ved, hvor svært bilisterne har ved at se en mørk cyklist.

Lys på med Ludvig løfter ikke pegefingre, men giver gennem leg og undervisning børnene viden om, hvad synlighed betyder for deres sikkerhed i trafikken – og hvad de selv kan gøre for at blive set.

Gode vaner begynder tidligt i livet. Derfor henvender Lys på med Ludvig sig til børn i 4. klasse, hvor mange begynder at cykle til skole på egen hånd, og hvor børnene er motiverede for at lære at håndtere ansvaret for deres egen sikkerhed.

Målet med Lys på med Ludvig er, at uddanne en lygtevant generation af cyklister og dermed medvirke til at færre kommer til skade i trafikken.

 

Skriv en kommentar

Skriv på afdelingens side

Opret en profil - det tager 30 sekunder